Arbejdernes internationale hjemmedag

En kampdag uden kamp: Stram Kurs snigløb socialdemokraterne i Fælledparken, mens statsministeren kopierede sig selv på Arbejdermuseet, og antifacisterne på Nørrebro måtte nøjes med at hænge bannere op

Der var ikke mange flere mennesker at se i Fælledparken end på enhver anden halvkold forårsdag. Video: Byrd/Jacob Crawfurd.

1. maj 2020

For første gang nogensinde var Fælledparken ikke rød på den navnkundige 1. maj – den var blå. En talstærk blå politistyrke beskyttede et lille politisk klondikeparti med en alt for stor scene, hvis leder i dagens anledning påberåbte sig farven sort og således erobrede socialdemokraternes historiske hjemmebane uden kamp.

Imens havde Mette Statsmedister taget opstilling på arbejdermuseet som en slags anakronisme med lige lovlig stram hestehale.

Hun transmitterede live via Facebook, pressen stod klar til det, Statsministeriet på nudansk kalder ’doorstep’, hvilket er en særpræget form for dansetrin, der lige kræver en forklaring: Der må maksimalt være ti journalister på gulvet, som hver især må inklinere med kun et eneste pseudokritisk spørgsmål til statsmedisteren, altså en retorisk linedance stramt styret af en skaldet seniorrådgiver med en gul nettopose i hånden.

Det er ikke noget kønt syn i et demokratisk samfund, nærmest lige så enerverende som at høre Mette Statsmedister afspille en slags ’Grethes Tits’ som man siger i musikbranchen.

– De svage skal være de stærkeste, lød det slidte refræn, der ærligt talt også klingede en anelse usolidarisk på sådan en fin international kampdag.

Luftig solidaritet
Solidaritet er i det hele taget blevet et luftigt ord for en moderne socialdemokrat, hvis man ellers spoler 130 år tilbage, til den allerførste 1. maj i Fælledparken, hvor der på bannerne stod ’8-timers Arbeide! 8 timers Frihed! 8 timers Hvile!’.

For eksempel har mange lærere og pædagoger lige haft en hel måneds hvile, og så krævede de alligevel, at vi andre holdt vores børn hjemme på kampdagen. Jeg visualiserer lige nu millioner af tøffeldyr, jammerkommoder, svadderhoveder, småbørnspædagoger og elendige socialdemokrater dase røven af led på den IKEA-sofa som små børn i Bangladesh har skruet sammen helt uden overenskomst. Grr!

Verden er af lava, smittefarlig og bakterieramt, man risikerer at brænde sig på hinanden.

Så mens partisoldaterne holdt online-kampdag ’sammen hver for sig’, snigløb en flok sortfarvede outsidere altså Socialkammeraternes grønne højborg. Partiformanden med det store hoved og den listige plan tog venligt imod ved Fælledparkens eneste fadølsanlæg.

Foto: Aleksander Klug
Foto: Aleksander Klug
 

En næsten idyllisk kontrast til de traditionelle folkemøder med kampdruk, røgbomber og masseslagsmål et sted mellem amar’kanernes selvlysende technohjørne og Antifascistisk Aktions veganerlejr – mens Wafande står i midten og spiller børnereggae.

I ikke-forskelsbehandlingens navn fik jeg lov at købe en halv liter skummende morgenmad til blot 30 kroner, selv om partiets tissemandskunstner Uwe Max Jensen forlangte, at jeg betalte ’mindst 100 kroner sådan som jeg generelt har svinet Stram Kurs til’.

De nye autonome
De højreradikale er de nye autonome, de er her, der og allevegne med deres parolepolitik, men i anledning af solidaritetens mærkedag i den mennesketomme park havde Paludan sagt pæne ting om afdøde Yahya Hassan.

Hvilket kun de medbragte ’sandhedens sendebude’ altså lagde ører til. Plus selvfølgelig de fyrretyve stramtandede sikkerhedsvagter og et så stort opbud af kampklædte betjente, at det lignede politiet gjorde grin med forsamlingsforbuddet.

Rasmus Paludan faldt endda i samtale med et par persiske joggere, mor og datter – fra Iran kunne jeg forstå. Datteren og Rasmus havde engang gået til undervandsrugby sammen, hvilket meget godt matchede, at partifælle Uwe Max Jensen engang underviste somaliske kvinder i at spille badminton. Med særlig fokus på underhåndsserven.

Det må man give Stram Kurs-sjakket, de vil gerne hyggesnakke, spise pølser og drikke bajere, hvilket er noget mere 1.maj-festligt end at løbe panden mod en socialdemokratisk spindoktormaskine i nypresset jakkesæt og en duft af bamseline.

Lovede milliarder
Fagbevægelsens ’1. maj live’ på Facebook var heller ikke noget at dele med sine venner. Tykmavsede kredsformænd gjorde honnør,og Mette Statsmedister lovede igen, at milliarderne ville fosse ud af statskassen, nu klædt i hvidt, hvilket ledte tankerne hen på en god, gammeldags spændetrøje.

Senere introducerede den folkekære Allan Olsen sangen ’Min far kørte post for Staten’ ved at gætte på, at denne 1. maj måske var den vigtigste. For nu skulle funktionærerne og manden på gulvet til at lære at arbejde sammen på en helt ny måde.

Det er de sikkert enige i på det antifacistiske Nørrebro, hvor der ud af vinduerne hang bannere påmalet slagord såsom ’Burn the system’ og ’Luk Ellebæk’, hvilket jeg et øjeblik læste som ’Luk Elbæk’.

Men heller ikke de engang så alternative var på banen, det var som om, at alle anarkisterne, både de regnbuefarvede og de ellers altid voldsparate antifacister tog sig en hjemmedag og dermed overlod et historisk hjørne til Paludan og co.

171 kommentarer
Vis kommentarer