Arkæologer gør utroligt fund: Massegrav med legendariske pirater opdaget

Skeletterne, som er fundet i massegraven, stammer angiveligt fra en gruppe berygtede pirater

De jordiske rester fra besætningen er indkapslet i en hård masse af sand og sten, som er skyllet med op fra 'The Whydah Gally', da det sank. Foto: Whydah Pirate Museum
De jordiske rester fra besætningen er indkapslet i en hård masse af sand og sten, som er skyllet med op fra 'The Whydah Gally', da det sank. Foto: Whydah Pirate Museum

Efter mere end 300 år har amerikanske arkæologer gjort et opsigtsvækkende fund.

I staten Massachusetts har arkæologerne udgravet en enorm massegrav. Men det er langt fra en hvilken som helst massegrav.

Arkæologerne mener nemlig, at de mere end 100 skeletter, som indtil videre er fundet i massegraven, stammer fra den legendariske pirat kaptajn 'Black Sam' Bellamys besætning, som druknede, da deres skib 'The Whydah Gally' blev ødelagt til søs og sank i 1717.

Det skriver The Telegraph.

Casey Sherman, der har stået i spidsen for udgravningen, betegner fundet som ekstraordinært.

- Vi tror, at vi har fundet den største massegrav på amerikansk jord. Over 100 pirater er skyllet i land ved Cape Cod efter skibsbruddet, siger han til The Telegraph.

- Det er en meget hellig grund. Næsten hver dag lærer vi noget nyt omkring, hvad der skete for 300 år siden, fortsætter han.

Her ses en kopi af 'The Whydah Gally' på en udstilling i Kansas City. Foto: AP
Her ses en kopi af 'The Whydah Gally' på en udstilling i Kansas City. Foto: AP
 

Vraget fra 'The Whydah Gally' blev i 1948 fundet i havet udenfor Cape Cod, og skibet har siden været genstand for en lang række arkæologiske undersøgelser.

Hemmelig placering
Casey Sherman ønsker ikke at fortælle, præcis hvor massegraven med de mange skeletter er placeret, men han oplyser, at det er placeret i et afsides område i Cape Cod, hvor byen Freshbook tidligere lå.

Udover de mange skeletter har arkæologerne også fundet et antal gravhøje og gravkamre samt keramik og husholdningsredskaber i forbindelse med deres udgravninger.

Her er nogle af de elementer, der er blevet fundet i forbindelse med fundet af 'Whydah'. Foto: AP
Her er nogle af de elementer, der er blevet fundet i forbindelse med fundet af 'Whydah'. Foto: AP

Arkæologerne har ikke fundet de jordiske rester efter kaptajn 'Black Sam' Bellamy i forbindelse med udgravningen af massegraven.

Derimod skal de indenfor de næste måneder til Storbritannien for at DNA-teste et skelet, der blev fundet i forbindelse med undersøgelserne af 'The Whydah Gally' i februar i år. Arkæologerne er meget overbeviste om, at de jordiske rester herfra stammer fra Bellamy.

- Der er stor sandsynlighed for, at der er tale om Bellamys jordiske rester. Det blev fundet lige ved siden af en pistol, som der ikke var nogen tvivl om tilhørte Bellamy, siger professor i retsmedicin Timothy Palbach fra Universty of New Haven til The Telegraph. 

- Pistolen havde nogle unikke egenskaber og symboler, og det havde et dekorativt silkebånd på. Den er fuldstændig identisk med Bellamys pistol, tilføjer han.

I Storbritannien skal arkæologerne sammenligne DNA'et fra de jordiske rester med en af Bellamys efterkommere.

Piraternes prins
Kaptajn Bellamy, som i 1689 blev født ind i grevskabet Devon i Storbritannien, anses for at være en af historiens rigeste pirater. Med 'The Whydah Gally' kaprede han på bare et år 54 handelsfartøjer langs den amerikanske østkyst og i Caribien. Det anslås, at han i sin tid som pirat har kapret, for hvad der svarer til 120 millioner amerikanske dollars.

Ifølge Casey Sherman var han kendt som 'Piraternes prins'.

- Han var kendt som 'Piraternes prins' på grund af sin bløde, men beslutsomme natur, og han var rolig i potentielt voldsomme situationer, siger han.

Hvis DNA-undersøgelsen i Storbritannien viser, at der er tale om Bellamys jordiske rester, bliver han fragtet hjem til Storbritannien for at få sin sidste hvile der.

Derudover vil der blive etableret et mindesmærke for hans besætningen i Massachusetts, hvor de er blevet fundet.

61 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere