Arrangementer aflyses på stribe: - Usædvanligt og voldsomt

På grund af coronavirus anbefaler de danske myndigheder at aflyse begivenheder med over 1000 deltagere. Det er første gang nogensinde, at danskerne oplever sådan et indgreb, fortæller ekspert

På et pressemøde i formiddags anbefalede statsminister, Mette Frederiksen, at aflyse arrangementer med over 1000 deltagere. Ekspert kalder indgrebet 'helt usædvanlig' og 'voldsom'. Foto: Ritzau Scanpix
På et pressemøde i formiddags anbefalede statsminister, Mette Frederiksen, at aflyse arrangementer med over 1000 deltagere. Ekspert kalder indgrebet 'helt usædvanlig' og 'voldsom'. Foto: Ritzau Scanpix

Myndighederne har netop anbefalet, at alle arrangementer med over 1000 deltagere aflyses, og at folk undgår kys, kram og håndtryk for at inddæmme smitte med coronavirus.

- I dansk kontekst er indgrebet helt usædvanligt, fortæller Niels Brimnes, der er lektor ved institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet og forsker i international sygdomsbekæmpelse i historisk perspektiv.

- Det er en hidtil uset reaktion. Jeg husker ikke, at der har været den form for indgreb i Danmark før, siger han.

På nuværende tidspunkt er i alt 23 danskere smittet, mens 425 sidder i karantæne.

- Historisk set virker reaktionen ret voldsom. Især med tanke på, at vi lige nu har nul dødsfald og 23 smittet, og at de ikke har lavet lignende restriktioner i nabolande, som vi er sammenlignelige med i forhold til både antal smittede og kapacitet i sundhedssystemet.

På pressemødet deltog desuden rigspolitichef Thorkild Fogde, direktør for organisation og borgerservice i Udenrigsministeriet Erik Brøgger Rasmussen, direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm og direktør i Erhvervsstyrelsen Katrine Winding. Her blev også kys, kram og håndtryk frarådet. Foto: Ritzau Scanpix
På pressemødet deltog desuden rigspolitichef Thorkild Fogde, direktør for organisation og borgerservice i Udenrigsministeriet Erik Brøgger Rasmussen, direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm og direktør i Erhvervsstyrelsen Katrine Winding. Her blev også kys, kram og håndtryk frarådet. Foto: Ritzau Scanpix

Frihedsberøvelse
Anbefalingen mod store arrangementer løber på nuværende tidspunkt frem til 31 marts 2020. 

Alt lige fra koncerter og gymnasiefester til receptioner, møder og foredrag er aflyst, mens eksempelvis X-factor, Melodi Grandprix og flere store fodboldkampe må gennemføres uden publikum.

- Det føles, for den enkelte dansker, som et stort indgreb i den personlige frihed. Og det er vi slet ikke vant til i det omfang og i vores del af verden, siger ekspert Niels Brimnes.

- Det betyder også, at alle pludselig tvinges til at forholde sig til coronavirussen. Nu går ingen fri fra at blive ramt af virussen eller frygten for den på den ene eller anden måde, siger han.

Ekspert Niels Brimnes kan godt forstå de danskere, som synes, at indgrebet virker som en overreaktion.

- På den ene side sammenligner medierne coronavirussen med en voldsom influenzaepidemi, som vi ser med års mellemrum, men ikke gør noget ved. På den anden side laver myndighederne restriktioner, som man aldrig før har indført, siger han.

Se også: Her er de aflyste begivenheder

Historisk reaktion
Ifølge Niels Brimnes vil coronavirussen skrive sig ind i sygdomshistorien - men af en mere usædvanlig årsag.

- Mit gæt er, at det ikke bliver selve sygdommen, men snarere de voldsomme reaktioner, der skriver sig ind i historien, siger han og uddyber:

- Der var ikke nær så meget opmærksomhed på eksempelvis SARS-virussen og fugleinfluenza, som er de mest sammenlignelige epidemier i nærmeste fortid.

- Desuden har vi allerede et billede af, at sygdommen vil ramme relativt få hårdt, og derfor tror jeg ikke, at vi i fremtiden vil tale om coronavirussen som 'den farlige sygdom', men som den virus, der affødte voldsomme reaktioner fra statsmagtens og systemernes side, og som - måske - satte nye standarder for indgreb mod epidimier.

36 kommentarer
Vis kommentarer