Sikh fradømt Guds sværd

Kniv i armhulen: Indiske sikher til kamp mod den danske våbenlov. De må ikke gå med Guds sværd offentligt

Ripudaman Singh må kun have sin kirpan i hjemmet i Århus. Efter byrettens dom kan han ikke gå med Guds sværd offentligt. (Foto: Andreas Szlavik)
Ripudaman Singh må kun have sin kirpan i hjemmet i Århus. Efter byrettens dom kan han ikke gå med Guds sværd offentligt. (Foto: Andreas Szlavik)
Danmark blev budt velkommen på forsiden af de store indiske søndagsaviser, fordi en ung sikh fra Århus er blevet dømt for overtrædelse af våbenloven. Ripudaman Singh har fået en bøde på 3000 kr. i Københavns Byret, fordi han havde sin kirpan (Guds sværd) på sig.

Sikherne i Punjabs parlament har sendt en protest til den danske ambassade, og sikhernes øverste religiøse råd, SGPC, har nedsat et udvalg på syv medlemmer, der skal sikre sikhernes trosfrihed i Danmark.

- Jeg kan ikke gå med min kirpan mere, fordi jeg er en dømt kriminel, men vores religion påbyder os, at vi skal gå med kirpanen, når vi er blevet døbt. Derfor accepterede jeg ikke bødeforlægget, men lod sagen gå til byretten, siger Ripudaman Singh.

Viste Guds sværd
Han har i fire et halvt år studeret human genteknologi ved Århus Universitet og aldrig haft problemer, selv om han har haft sin 17 cm lange kirpan i en skede i armhulen.

- Jeg er blevet betalt af det offentlige for at fortælle skoleelever om min religion, og jeg har altid haft kirpanen med, vist den frem og forklaret dens religiøse betydning. Når jeg har besøgt museer, har jeg afleveret den i garderoben, og da jeg for et år siden skulle ind på den amerikanske ambassade for at søge visum, gav jeg kirpanen til sikkerhedsvagten. Han tilkaldte politiet, siger Ripudaman Singh.

I Københavns Byret blev Ripudaman Singh i sidste uge idømt en bøde på 3000 kr. for overtrædelse af våbenloven. Den dom betragtes i Indien som et angreb mod sikhernes religionsfrihed.

Håber på dialog
Advokat Mandeep Singh Rathour, født og opvokset i Danmark, førte sagen ved byretten.

- Fordi bøden var på 3000 kr., skal vi søge procesbevillingsnævnet for at få sagen for landsretten, og det vil vi gøre. Våbenloven tillader knivblade over syv centimeter, hvis formålet er jagt, fiskeri eller 'andre anerkendelsesværdige formål', og det mener vi, at vores religion er, siger Mandeep Singh Rathour.

- Som sikher må vi ikke nyde alkohol, så det er ikke sådan, at vi ville bruge vores kirpan under et besøg på en bar. Jeg sendte Ripudamans kirpan til retsvidenskabelig undersøgelse, og den kan hverken skære eller stikke. Den er sløv og stump og dur rent ud sagt ikke til en skid, rent praktisk.

Mandeep Singh Rathour håber på en frifindelse i Østre Landsret, men siger, at sikherne først og fremmest håber på at komme i dialog med Justitsministeriet om Guds sværd.

- Vi er ikke farlige, men der er en lidt ubehagelig stemning, fordi vi ikke må klippe vores hår og går med turban, siger han.
1 af 2 Ripudaman Singh må kun have sin kirpan i hjemmet i Århus. Efter byrettens dom kan han ikke gå med Guds sværd offentligt. (Foto: Andreas Szlavik)
2 af 2 Ripudaman Singh må kun have sin kirpan i hjemmet i Århus. Efter byrettens dom kan han ikke gå med Guds sværd offentligt. (Foto: Andreas Szlavik)
kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen