Danmark køber mere Tamiflu

Folketinget har aftalt privat vaccineforsikring, der skal sikre danskerne hurtig vaccination ved udbrud af fugleinfluenza

Danmarks beholdning af medicin i tilfælde af et udbrud af fugleinfluenza blandt mennesker vokser, efter at Folketingets partier er blevet enige om at indkøbe et ekstra lager af influenzamedicinen Tamiflu for 67 millioner kroner.

Indkøbet af medicinen er en del af en aftale om Danmarks beredskab mod fugleinfluenza, som indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) onsdag aften forhandlede på plads med samtlige partier i Folketinget.

- Vi beder Folketingets finansudvalg om at bevilge 67 millioner kroner lige nu og her til at købe Tamiflu ind sådan, at vi har et lager liggende, hvis situationen opstår, siger Lars Løkke Rasmussen.

Det nye indkøb af Tamiflu vil ifølge ministeren dække 19 procent af befolkningen, hvis der udelukkende er tale om, at medicinen gives som behandling, efter at de pågældende personer er blevet smittet.