Seest mindedes fyrværkerikatastrofe

Årsdagen for fyrværkerikatastrofen i Seest blev torsdag mindet af borgerne i Kolding-forstaden

Mindegudstjeneste, fakkeltog og gospelsang var blandt ingredienserne, da borgerne i Seest ved Kolding torsdag aften mindedes fyrværkerikatastrofen for et år siden.

Mindehøjtideligheden i Kolding-forstaden skulle gøre det allerede stærke sammenhold blandt borgerne endnu stærkere, siger borger i Seest og arrangør af arrangementet Ole Stampe.

Torsdag var det akkurat et år siden, at N.P. Johnsens Fyrværkerifabrik brød i brand og gjorde flere hundrede familier hjemløse i Seest. En brandmand omkom.

Siden har Kolding Politi fastslået, at ulykken var et hændeligt uheld, og at ingen kan drages til ansvar. Men mange af borgerne har modtaget psykologhjælp og har fortsat psykiske problemer.

Efter mindegudstjenesten i Seest Kirke gik borgerne i fakkeltog gennem byen til det, borgerne selv kalder for Ground Seest - jorden efter den nedbrændte fyrværkerifabrik.