Danskerne donerer fortsat lystigt

Danskerne er på ingen måde trætte af at hjælpe. Det konstaterer Røde Kors efter rekordstor støtte det seneste år

Danskerne graver dybt i lommerne, når det brænder på ude i verden. Røde Kors har modtaget 200 millioner kroner fra befolkningen over de sidste fire indsamlinger. Dermed maner organisationen alle forestillinger i jorden om, at danskerne er trætte af at hjælpe.

Siden slutningen af 2004 har katastroferne stået i kø, og hjælpeorganisationen har med korte mellemrum måttet samle ind til store operationer.

- Hver gang har vi oplevet en utrolig velvilje fra den danske befolkning, meddeler Røde Kors.

I Dansk Røde Kors tolker man de mange donationer som et signal til Folketinget om, at befolkningen ønsker, at Danmark skal spille en vigtig rolle ved internationalt samarbejde.