Engelsk rygeforbud vil give mere svineri

Britisk miljøorganisation frygter at et generelt rygeforbud i England vil føre til mere svineri, når rygerne tvinges udenfor

Et generelt forbud mod rygning på arbejde vil forvandle England til 'et gigantisk askebæger', med mindre der opstilles skraldespande uden for restauranter, forretninger og kontorer til skod, advarede en miljøgruppe fredag.

I forrige måned afslørede den britiske regering planer om et rygeforbud, som også skulle være gældende for alle arbejdspladser i England samt i restauranter, pubber og barer, hvor der serveres mad.

Organisationen Keep Britain Tidy (Hold Storbritannien Ren) sagde, at hvis rygerne tvinges ud på gaderne, vil det føre til et stigende affaldsproblem. Den henviste til, at rygeforbuddet i Irland har ført til problemer uden for pubber, restauranter og læreanstalter.