Rigmandsboom i skandinaviske banker

Flere rige skal have råd om formuen. I 2009 vil der være 2,4 millioner meget rige skandinaver, viser rapport

Flere skandinaver bliver så velhavende, at de med deres formuer får adgang til bankernes særlige "private banking"-afdelinger for kunder med formuer i millionklassen. Både små og store banker i Danmark opruster kraftigt på området i øjeblikket.

I Nykredit Bank er medarbejderstaben i afdelingen, hvor kunder med over en halv million på kontoen, får rådgivning, tidoblet siden 2002, senest med 8 nye ansatte i denne måned.

I Danske Bank kalder vicedirektør Klaus Mønsted Pedersen væksten inden for private banking "voldsomt accelererende" både med hensyn til omsætning og tilgangen af kunder.

Antallet af velhavende nordboere vil stige med 5,6 procent om året, så der i 2009 vil være 2,4 millioner skandinaver med en samlet formue på 2000 mia. danske kroner, fremgår det af en rapport fra den private forskningsinstitution Research and Markets.