Forskere finder syngende isbjerg

Et isbjerg ved Antarktis udsender lyde med en frekvens på 0,5 hertz

Tyske forskere har ved et tilfælde opdaget et 'syngende' isbjerg ved Antarktis. (Arkivfoto)
Tyske forskere har ved et tilfælde opdaget et 'syngende' isbjerg ved Antarktis. (Arkivfoto)
Forskere ved det tyske Alfred-Wegener-Instituts für Polar- und Meeresforschung (Alfred Wegener Institut for Polar- og Havforskning) har gjort en bemærkelsesværdig opdagelse ved Antarktis. Et isbjerg, der udsender lyd.

Med en frekvens på 0,5 hertz er lyden umulig at opfange for det menneskelige øre, men det skulle minde om lyden af en bisværm eller lyden af et orkester, der varmer op, og spilles ved for høj hastighed.

Forskerne var i gang med at måle seismisk aktivitet langs Antarktis i det sydlige Atlanterhav, da man opfangede et usædvanligt akustisk signal.

Lyden bragte forskeren til et isbjerg på cirka 50 gange 20 kilometer, der var stødt på grund.

- Da først isbjerget satte sig fast på havbunden var det som en sten i en flod. Vandet presser sig igennem spalter og tunneler og så begynder isbjerget at synge. Tonerne går endda op og ned, ligesom i en rigtig sang, forklarer forskeren Vera Schlindwein.

Forskernes opdagelse præsenteres i fredagens udgave af magasinet 'Science'.