Fængsel sejrer, hvor skolen fejlede

I Ringe Statsfængsel kommer kriminelle fra hele landet og oplever for første gang at få succes i skolen

I Ringe Statsfængsel har de succes med at lære unge kriminelle at læse, skrive og regne. Mindst halvdelen af de indsatte modtager en eller anden form for undervisning.

Det er vigtigt, fordi uddannelse er den sikreste vej tilbage til en plads i samfundet, mener undervisningslederen i Ringe Statsfængsel, Marianne Krammer.

Den helt store solstrålehistorie er den indsatte, der fik en lang dom og først tog 9.- og 10.-klasse i fængslet. Han fik smag for det og tog alle HF-enkeltfagene, og nu er han løsladt og går på Danmarks Tekniske Universitet, DTU.

- Han er en rollemodel, siger Marianne Krammer.

I Ringe har omkring halvdelen af de indsatte i øjeblikket indvandrerbaggrund. Og netop den store gruppe har også taget skolen til sig.

Mohamed på 23 og oprindeligt fra Somalia følger undervisningen på 10.-klasse-niveau.

- Jeg får styrket min viden. Jeg kan lige så godt gå i skolen, frem for ikke at lave en skid, siger han. Og Thomas på 22 vil langt hellere gå i skole end at luge ukrudt. Han er i gang med at tage 9.-klasses afgangseksamen i matematik og håber at blive maler.