Priser til tysk og østrigsk film

Hovedprisen på filmfestivalen chp: dox award 2005 blev delt mellem to af sværvægterne i årets program

To film blev hædret med hovedprisen, da der lørdag aften blev uddelt priser ved chp: dox, Københavns festival for dokumentarfilm i Grand Teatret. Prisen gik til østrigske Michael Glawoggers 'Workingman's Death' og tyske Werner Herzogs 'The White Diamond'.

Med prisen følger 5000 euro. (ca. 37.500 kr.)

Chp: dox' Amnesty Award 2005 tilfaldt i år satiriker og instruktør Sabina Guzzanti for hendes skarpe skildring af mediecensuren i Silvio Berlusconis Italien 'Viva Zapatero'. Også med denne pris følger 5000 euro.

Endelig gik førsteprisen i chp: dox ny konkurrenceprogram New Vision, der sætter fokus på den nytænkende og formbrydende dokumentarfilm, til canadiske Clive Holdens 'Trains og Winnipeg - 14 Film Poems'. Med æren følger 4500 euro.