Pas på cd'er fra Sony Music

Computer-guru advarer: Sony spionerer i din computer -tvinges til at tilbagekalde 49 albums eller fem mio. cd'er

Sony BMG Danmark ønskede i går ikke at oplyse, om der er solgt musik-cd'er med den skadelige spion-software her i landet. Ingen ansvarlig i det danske hovedkvarter i København ønsker at udtale sig. (Foto: Jens Dresling)
Sony BMG Danmark ønskede i går ikke at oplyse, om der er solgt musik-cd'er med den skadelige spion-software her i landet. Ingen ansvarlig i det danske hovedkvarter i København ønsker at udtale sig. (Foto: Jens Dresling)
Køb en helt legal Sony musik-cd. Afspil den og udsæt din computer for et virusangreb. Det lyder som en skrøne, men musikgiganten Sony BMG indrømmer nu, at man i al hemmelighed har forsynet visse nye musik-cd'er med en spionsoftware, der kan have helt utilsigtede og skadelige virkninger.

Smitter med virus
Uden at fortælle sine kunder det har Sony BMG kodet spionsoftwaren ind på en række musik-cd'er, der er distribueret blandt andet i USA.

Spion-softwarens formål er at beskytte cd'en imod at blive piratkopieret.

Det gør den ved at lægge en 'forlænget arm' dybt ned i de computere, som afspiller cd'en. Computeren ændrer nu karakter, så den kun kan kopiere Sonys cd tre gange.

Problemet er blot, at Sony har glemt at fortælle sine kunder, at man gør dette dybe indgreb i deres computere. Og hvad der er mere problematisk, så udsætter man disse computere for en risiko, fordi spionsoftwaren gør det lettere for fremmede at 'smitte' computeren med virus.

Det var den amerikanske computer-guru Mark Russinovich, der helt tilfældigt opdagede, at der blev lagt en hemmelig mappe og hemmelige drivere dybt ned i hans computer, da han afspillede Sony cd'en 'Get Right with the Man' med Van Zant.

Taget på fersk gerning
Mark Russinovich hævder endvidere, at den spionsoftware, som Sony planter i kundernes computere, snakker tilbage til Sonys centrale computere. Det nægtede Sony først, hvorefter Russinovich afslørede den internetadresse, som spionsoftwaren talte med.

Efter at være blevet taget på 'fersk gerning' med fingrene dybt nede i kundernes computere fortryder Sony nu lanceringen af den aggressive software.

- Vi beklager dybt enhver ulempe, dette har påført vores kunder, og vi er indstillet på at gøre det godt igen, siger Sony på sin internationale hjemmeside sonybmg.com.

Halv million computere
Microsoft forbereder nu en sikkerhedsopdatering, der vil fjerne dele af den uønskede Sony-installation. Det har vist sig på det nærmeste umuligt for almindelige mennesker selv at fjerne softwaren. En foreløbig opgørelse viser, at på verdensplan er cirka en halv million computere berørte af problemet.

Det kendte antivirus firma Symantec, der står bag antivirusprogrammet Norton, siger i en advarsel på sin hjemmeside, at så snart en Sony cd med den skjulte spionsoftware afspilles, så udsættes den computer, der spiller cd'en, for en sikkerhedsrisiko.

Sony Danmark helt tavs
I USA tvinges Sony BMG nu til at tilbagekalde 49 forskellige album eller i alt 5 millioner cd'er, der alle er forsynede med den potentielt skadelige spionsoftware. Kunderne tilbydes en spionfri cd i stedet.

Ekstra Bladet bad i går Sony BMG Danmark oplyse, om der er solgt musik-cd'er med den skadelige spionsoftware her i landet. Men ingen ansvarlig i det danske hovedkvarter i København ønsker at udtale sig. Man henviser i stedet til Sonys hovedkvarter i USA, der ikke besvarede gentagne opkald.