Stor modstand mod mobilsnak i fly

Flere flyselskaber vil inden længe tillade mobilsnak under flyvninger. Det vil 9 ud af 10 passagerer imidlertid helst undgå

Denne mand kan måske i fremtiden med god samvittighed tale i mobiltelefon under sine flyvninger. (Foto: AP)
Denne mand kan måske i fremtiden med god samvittighed tale i mobiltelefon under sine flyvninger. (Foto: AP)
Det har længe været til gene for flypassagerer, at man ikke kan kontaktes via sin mobiltelefon eller sms'e til venner og familie, mens man er i luften.

Problemet har hidtil været, at mobiltelefonien kan forstyrre flyenes navigation, og det har der længe været arbejdet på at finde en løsning på.

Nu er løsningen endelig lige om hjørnet, og flere store flyselskaber har meldt ud, at det snart vil være muligt at anvende mobiltelefon på deres flyvninger.

Imidlertid er der en lille faktor, de opfindsomme flyselskaber har overset - 9 ud af 10 passagerer vil nemlig helst have ro i kabinen, når de flyver.

En undersøgelse foretaget blandt 700.000 passagerer har vist, at de rejsende er bange for at blive forstyrret af telefonsnak, og at mange endda vil betale ekstra for at blive fri på at høre på andres samtaler. Det skriver Berlingske Tidende.

Skytrax, der har lavet undersøgelsen, konkluderer, at flyrejsende derimod gerne vil have adgang til internet, e-mail og sms, når de er i luften.