27 reddet efter skibskollision ved Bornholm

Cypriotisk fragtskib og kinesisk bulk carrier kolliderede ved Bornholm

Alle 27 ombordværende på et kinesisk tankskib blev i dag reddet efter en skibskollision nord for Hammeren på Bornholm, oplyser Søværnets Operative Kommando (SOK).

Der er ingen druknede, siger den vagthavende officer hos SOK.

Han oplyser, at der ikke er olie om bord på det kinesiske tankskib, der stødte sammen med et cypriotisk fragtskib.

- Kun maskinolie, siger den vagthavende officer.

- Vi kan se noget brunt komme op fra skibet, men ved endnu ikke, om det er rust eller olie. Der er ikke noget, som har bredt sig ud, siger den vagthavende officer.

- Alle beredskaber og miljømyndigheder er alarmeret, siger han.

Det kinesiske skib, en såkaldt bulk carrier, ligger halvt sunket med stævnen under vand.

Skibskollisionen skete kl. cirka 12.30 omkring fire sømil nord for Hammeren.