Amtet skrider ind: Stop for cirkus granhøjen

Ekstra Bladets afsløringer fører til bedre forhold for beboerne

Bonussystemet skal afskaffes og erstattes af løn, alle skal have nøgler til deres egne lejligheder, og man kan ikke længere tvinges væk i weekenden.

Det er de tre mest markante ændringer, som beboerne på Det Miljøterapeutiske Tilbud Granhøjen i Odsherred fremover kommer til at opleve efter den redegørelse, som Vestsjællands Amts psykiatriudvalg i går offentliggjorde i kølvandet på Ekstra Bladet kortlægning af den omstridte privatinstitution.

De mere end 60 beboere - typisk psykisk syge og misbrugere over 18 år - bor i en række små bofællesskaber og betaler selv husleje og mad via deres pension eller bistandshjælp. Fremover skal alle have nøgle til deres egen bolig, fastslår amtet i et påbud.

I et andet understreges det, at en døgninstitution skal være åben året rundt. Granhøjen må altså ikke længere lukke hver anden weekend og sende beboerne væk fra fredag eftermiddag til søndag aften - mange uden kontakt til familie og derfor tvunget til at opholde sig tilfældige steder uden penge.

RIGTIG LØN
Derudover omtales Granhøjens bonussystem som 'uacceptabelt'. Her kan amtet ikke udstede påbud, men henstiller dog, at ordningen afskaffes.

- Det er jo nærmest naturalieøkonomi, siger psykiatriudvalgets formand, Jens Michaelsen, om den kendsgerning, at beboerne for deres terapeutiske beskæftigelse i stalde og på byggepladser er blevet belønnet med mellem fire og ni kroner i timen mod selv at betale arbejdstøj.

Den administrerende leder Grete Mikkelsen er enig i kritikken, og siden Ekstra Bladets første artikler er Granhøjen allerede begyndt at aflønne som på beskyttede værksteder og i overensstemmelse med loven.

LUP PÅ ØKONOMI
Amtet foreslår også, at personalet i langt højere grad end nu tager hensyn til beboernes selvbestemmelse. De skal motiveres, så spørge-om-lov-kulturen minimeres. I den forbindelse skal Granhøjen senest 31. maj i år aflevere en handleplan over det pædagogiske udviklingsarbejde.

Endelig garanterer amtet, at man til maj - når Granhøjen afleverer regnskabet for 2002 - sætter særligt fire forhold under lup. Blandt andet forbruget af konsulentydelser samt en sikring af, at der ikke sker en sammenblanding af ejerens økonomi og de enkelte botilbuds penge.

Redegørelsen sendes nu til både socialminister Henriette Kjær og Folketingets ombudsmand, som havde bedt amtet skride ind.
kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen