Det ser ud til, at pengetanken bag Søren Ventegodt stopper milliontilskuddet allerede fra januar.
IMK Almene Fond, som har støttet Søren Ventegodts forskning økonomisk de sidste fem-seks år, ønsker nemlig ikke at blive sat i forbindelse med en kritisabel eller uetisk patientbehandling.
Fonden ønsker kun at fortsætte millionstøtten, hvis Søren Ventegodt stopper med at udføre terapi, der ikke er lægeligt forsvarlig.
Kort sagt skal Søren Ventegodt stoppe med at udføre sine udokumenterede behandlinger med 'mærketerapi'. For eksempel vaginal akupressur, hvor Ventegodt stikker sine fingre op i kvindens skede og masserer 'ømme og spændte områder'.
Uetisk
Og det er ikke særlig sandsynligt. Ifølge Søren Ventegodt selv består alle hans behandlinger nemlig af en tredelt terapiform: mærketerapi, samtaleterapi og filosofiske øvelser.
- De ting, der er kommet frem i pressen de seneste dage, er selvfølgelig ikke i fondens interesse. Vi er kede af, at vi har støttet Søren Ventegodts forskning på et forkert etisk grundlag, og derfor ser vi på sagen med stor alvor, siger advokat Erhardt Gram, formand for IMK Almene Fond.
Fonden er Søren Ventegodts største indtægtskilde, så hvis de smækker kassen i, må han sandsynligvis dreje nøglen om -med mindre andre sponsorer træder til.
IMK Almene Fond uddeler hvert år et millionbeløb til forskellige former for forskning inden for sygdomsbehandling og -bekæmpelse.
Grænseoverskridende
Og nu har Erhardt Gram og resten af bestyrelsen i IMK Almene Fond altså besluttet at ophøre med at støtte Søren Ventegodt foreløbig. Når Sundhedsstyrelsen er færdige med deres undersøgelse, vil fonden tage stilling til, om Søren Ventegodt kan få del i midlerne igen. Men ikke så længe han bruger vaginal akupressur i sin behandling af kvindelige patienter.
- Det er fondens ønske at støtte forskning i holistisk medicin. Vi var ikke klar over, at han udførte vaginal akupressur eller anden form for mærketerapi. Jeg har indtryk af, at denne mærketerapi med vaginal akupressur ikke er en anerkendt metode, og personligt støder det mig. Og hvis det indgår i behandlingen, ønsker vi ikke at støtte ham længere, siger Erhardt Gram.
Fonden uddeler først sine penge igen til januar, og derfor er det ikke en hastesag, men IMK Almene Fond bryder sig ikke om at støtte til forskning og folkesundhed bliver sat i forbindelse med den negative omtale og vil derfor gerne sende et klart signal.
- Ud fra hvad jeg har læst og set, så er det et grænseoverskridende forhold, han har til sine patienter, og det virker ikke som et læge/patient-forhold. Vi ønsker ikke at støtte sådanne eksperimenter, siger Erhardt Gram.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.