Omstridt gigtmiddel godkendt

Lægemiddelstyrelsen godkendte i dag præparat med det omdiskuterede gigtmiddel glucosamin

Lægemiddelstyrelsen godkendte i dag det første præparat med det omdiskuterede gigtmiddel glucosamin. Det oplyser Sundhedsministeriet.

Lægemidlet, der markedsføres af firmaet Pharma Nord, kan fremover sælges i håndkøb, hvilket vil sige, at også materialister og kiosker må forhandle Glucosamin Pharma Nord, som er midlets navn.

Hidtil har patienter med gigt- og ledsmerter, der ønskede behandling med stoffet, været henvist til at købe det i udlandet. Og indtil Lægemiddelstyrelsen skred ind, købte mange dyremedicin, som indeholdt stoffet.

Glucosamin, der er et ekstrakt lavet af skaldyr, bremser den nedbrydning af ledbrusk, som betyder store smerter for mennesker med leddegigt.

Pharma Nord forventer at markedsføre det nye præparat i løbet af meget kort tid.