Politiet advarer mod vintertør natur

Lang tid uden nedbør giver tør natur og risiko for brande i Nord- og Vestjylland. Politiet advarer

Selv om vinteren har svært ved at slippe sit tag, melder flere politikredse om tørkelignende forhold, der de seneste dage har givet usædvanlig mange brande i naturen og i de grønne områder i byerne.

Årsagen er, at lang tid uden nævneværdig nedbør har resulteret i meget tør vegetation og tør jordbund. Især i Midt- og Vestjylland og i Nordjylland melder politiet om problemer.

- Der er fuldstændig tørt overalt. Vi har fået ganske lidt sne, men det er ikke noget, der batter noget, siger vagtchef Lars Even, Midt- og Vestjyllands Politi.

I Midt- og Vestjylland måtte brandvæsnet alene søndag rykke ud til 10 brande i kommunerne Viborg, Silkeborg, Holstebro, Ringkøbing-Skjern og Ikast-Brande.

To af brandene opstod i klitterne ude ved Vestkysten.

En af brandene førte til, at togtrafikken på Lemvigbanen en kort overgang søndag eftermiddag måtte standses, da der var lagt brandslanger hen over togskinnerne for at slukke en brand i heden ved Harboøre.

I Hvide Sande måtte seks familier kortvarigt evakueres, da en brand i klitterne kom faretruende tæt på deres huse.

Ingen kom til skade ved brandene, der alle er slukket, oplyser politiet.

I Nordjylland kan politiet rapportere om ni naturbrande det seneste døgn. De fleste opstod nord for Limfjorden, oplyser vagtchef Poul Badsberg, Nordjyllands Politi.

I Nordjylland har politiet i annoncer advaret befolkningen mod de brandfarlige forhold i naturen. I Midt- og Vestjylland opfordrer politiet beboerne til at være meget varsomme med at bruge åben ild i naturen.

Man bør for eksempel undlade at brænde haveaffald og at bruge gasbrændere til at rense havefliserne.

Desuden advarer politiet folk imod at smide cigaretskod fra sig og at tømme askebakken fra brændeovnen i naturen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere