Pensionsskandale: Kommunerne snyder på vægten

300.000 folkepensionister bliver snydt helt bevidst, når kommunerne beregner deres pensionstillæg

Erling Jensen og Kirsten Langberg fra Kgs. Lyngby er blevet snydt syv år i træk, når kommunen beregner deres folkepension. (Foto: Jesper Mortensen)
Erling Jensen og Kirsten Langberg fra Kgs. Lyngby er blevet snydt syv år i træk, når kommunen beregner deres folkepension. (Foto: Jesper Mortensen)

– Legaliseret socialt bedrageri.

Seniorkonsulent i Ældre Sagen, Claus Blendstrup, lægger ikke fingrene imellem, når han skal beskrive den måde, kommunerne snyder på vægten, når de hvert år beregner, hvor meget omkring 300.000 folkepensionister skal have i tillægspension.

– De berørte pensionister får slet ikke det beløb, de er berettiget til. Det ved både kommunerne og Socialministeriet, men de afviser pure at gøre noget ved det, siger Claus Blendstrup.

Den skandaløse behandling rammer omkring en tredjedel af landets pensionister. Det er dem, der har en privat pension ved siden af folkepensionen og derfor får reduceret deres tillægspension.

Systemet er sådan, at jo mere, du har ved siden af den offentlige pension, jo mindre får du i pensionstillæg. Den forkerte beregning af pensionstillæggets størrelse - som finder sted år efter år - skyldes, at kommunerne gør de private pensioner større, end de i virkeligheden er. Og dermed får de pågældende pensionister et mindre tillæg, end de er berettiget til.

Se også: Pensionister flås: Maden steg 21 procent

For ægteparret Erling Jensen og Kirsten Langberg har det betydet, at de hver især har mistet mellem 312 og 103 kroner om måneden de sidste syv år.

Omregnet betyder det, at de 300.000 pensionister tilsammen bliver snydt for over 700 millioner kroner om året. Og tager man alle de syv år, er beløbet på ikke mindre end 5 milliarder kr.

Claus Blendstrup er stærkt forarget over kommunernes praksis.

– Problemet er, at der kun er ganske få, der opdager fejlen. Og når de opdager det, så er det som regel for sent, fordi der er en regel om, at man kun kan regulere pensionen seks måneder tilbage i tiden.

Fejlen, som myndighederne altså er fuldt vidende om, opstår, fordi kommunerne regner med, at de private pensioner hvert år vokser med den samme procent som lønnen. Det gør de bare ikke, og derfor bliver det beløb, der modregnes i folkepension, for højt.

Se også: Gebyrer æder dine små pensioner

Claus Blendstrup mener, at problemet let kan løses, hvis bare Socialministeriet og kommunerne er indstillet på det.

– Faktisk bruger skattevæsenet de samme forkerte reguleringer som kommunerne. Men når det gælder skatten, så bliver fejlen reguleret i forbindelse med den årlige årsopgørelse. Sådan er det ikke med kommunen. Derfor er det også vores synspunkt, at der også burde laves en årsopgørelse for sociale ydelser, så eventuelle fejl kan blive rettet, siger Claus Blendstrup.

Men Socialministeriet er ikke til at hugge og stikke i.

– Ældre Sagen har gjort opmærksom på det adskillige gange. Teknisk vil det ikke være et stort problem. Men Socialministeriet har fuldstændig afslået det, siger Claus Blendstrup.

Læs meget mere i Ekstra Bladet:

Vi blev snydt i syv år

Minister: Folks eget ansvar

Håb på vej



0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere