Forsker: Sammenbrud er en logisk konsekvens

Sammenbruddet i forhandlingerne om de statsansatte læreres overenskomst overrasker ikke arbejdsmarkedsforsker

Mandagens sammenbrud i overenskomstforhandlingerne mellem de statsansatte lærere og staten er en naturlig konsekvens af fredagens sammenbrud mellem de kommunalt ansatte lærere og Kommunernes Landsforening (KL).

Sådan lyder vurderingen fra arbejdsmarkedsforsker Jesper Due fra Københavns Universitet.

- Det kommer ikke bag på mig på nogen som helst måde, for det følger som en logisk konsekvens af det forløb, der var mellem KL og lærerne, siger Jesper Due til Ritzau.

Han henviser til det drama, der har været omkring forhandlingerne mellem Lærernes Centralorganisation og KL, der fredag aften resulterede i mundhuggeri for åben skærm under forhandlingerne i Forligsinstitutionen.

Formanden for Lærernes Centralorganisation, Anders Bondo Christensen, er enig i, at der er et dårligt forhandlingsmiljø.

- Man kan dårligt snakke om, at forhandlingerne er brudt sammen, for så er der to parter, der skal kunne give sig og forhandle.

- Men så længe den ene part sidder med et særligt citat, som man ikke kan rykke et komma i, så er der jo ikke tale om forhandlinger, siger han til Ritzau.

Forhandlingerne mellem lærerne og staten er brudt sammen, fordi staten ønsker at afskaffe lærernes arbejdstidsregler, der dikterer, hvor meget lærerne må arbejde, og hvor stor en andel af deres arbejdstid der skal gå på forberedelse af undervisningen.

På den anden side mener lærerne, at det går ud over kvaliteten af undervisningen.

Sammenbruddet betyder, at det nu både er de 45.000 kommunalt ansatte lærere og de 17.000 statsligt ansatte lærere, der bliver lockoutet 1. april.

- Det betyder ganske enkelt, at omfanget bliver større - og dermed også konsekvenserne af det. Det kommer simpelthen til at gå ud over endnu flere børn, forældre og bedsteforældre, siger Jesper Due.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere