Nyt Taliban-kontor kan fremme afghansk fredsproces

Afghanistans præsident skal til Qatar for at drøfte muligheden for et nyt Taliban-kontor og en fredsproces

Afghanistans præsident, Hamid Karzai, vil rejse til Qatar for at drøfte et forslag om oprettelsen af et Taliban-kontor i emiratet, hvilket opfattes som optakten til mulige fredsforhandlinger mellem regeringen i Kabul og den islamistiske oprørsbevægelse.

Indtil for nylig afviste Karzai ideen om et Taliban-kontor i Qatar, fordi han frygtede, at hans regering ville kunne blive udelukket fra en fredsaftale mellem de militante og USA.

Det afghanske udenrigsministerium understreger søndag, at man kun vil påbegynde forhandlinger, hvis de militante bryder alle relationer til al-Qaeda og opgiver terrorisme.

- Præsident Hamid Karzai vil besøge Qatar inden for få uger, siger udenrigsministeriets talsmand i Kabul, Janan Mosazai.

- Han vil under møder med Qatars emir drøfte fredsprocessen i Afghanistan og åbningen af et Taliban-kontor.

Pakistan, som støttede Taliban-regimet i Afghanistan i årene 1996-2001, har en afgørende rolle at spille i en fredsproces, og landet støtter idéen om et Taliban-kontor i Doha for at fremme fred.

Karzai sagde tidligere i denne måned, at repræsentanter for USA og Taliban har indledt forhandlinger i Qatar, hvilket blev opfattet som de første spæde skridt til et tøbrud mellem de islamistiske oprørere og deres amerikanske ærkefjender.

- Fremtrædende ledere fra Taliban og amerikanerne er involveret i daglige samtaler i golfstaten, sagde Karzai ved markeringen af kvindernes internationale kampdag 8. marts.

Vesten håber på en forsoningsproces i Afghanistan, inden de udenlandske kamptropper trækkes ud inden udgangen af 2014.

Et første skridt til forsoning blev taget ved et møde på et landsted nær Paris i midten af december, hvor afghanske regeringsrepræsentanter, oppositionsmedlemmer og folk fra Nordalliancen mødtes med to fremtrædende Taliban-folk.

Det var første gang, oprørerne deltog i uformelle samtaler med deres fjender, siden USA sammen med Nordalliancen og andre lande tvang Taliban fra magten i Kabul i kølvandet på terrorangrebet på USA 11. september 2001.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere