Flere fra Lithauen til byggeriet her i landet

Baltic Workforce, der hidtil har levereret litauiske vikarer til landbrug, gartnerier og juletræsplantager, kaster sig over byggebranchen

Arkivfoto: Carsten Andreasen
Arkivfoto: Carsten Andreasen

Baltic Workforce har indtil nu været kendt for at levere billige litauiske vikarer til landbrug, gartnerier og juletræsplantager.

Men nu kaster virksomheden sig også over byggebranchen, skriver Fagbladet 3F

En ny fidus forener flere selskaber, der alle er ejet og styret af folkene omkring Baltic Workforce. Planbyg opkøber billige huse, for eksempel på tvangsauktion. Herefter står Danbyggeri for byggearbejdet. Det sker med medarbejdere fra Baltic Workforce.

Fortjenesten er omfattende. Planbyg har eksempelvis købt et hus på Bristol Allé på Amager for 2,0 mio. kr. Huset blev revet ned og grunden delt op i to. Efterfølgende er de to nye huse solgt til en samlet pris på 8,8 mio. kr.

Arbejdsgiverne i Dansk Byggeri ønsker ikke at kommentere, at Baltic Workforce nu forsøger at udvide i byggebranchen. Men tidligere har organisationen advaret kraftigt mod Baltic Workforce, der tilbyder arbejdskraft til 90 kr. i timen.

- Vi kan kun advare mod at gøre brug af den slags tilsyneladende favorable tilbud, siger afdelingschef Thorsten Wilstrup.

Fagbladet 3F har talt med to litauiske håndværkere, der arbejder for Danbyggeri. Selv om der står Danbyggeri på arbejdstøjet bekræfter de, at de er ansat i Baltic Workforce.

Adm. direktør i Danbyggeri, Planbyg og Baltic Workforce, Jeppe Ernst Larsen, ønsker ikke at udtale sig om forholdene i selskaberne.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere