Cypern kæmper for at undgå økonomisk kollaps

Torsdag genoptages forhandlinger med Rusland om lån på 37 milliarder kroner

Tiden er knap for Cypern med hensyn til at undgå en statsbankerot. Torsdag morgen mødes østatens politiske ledere igen i hovedstaden Nicosia for at finde en løsning på banksektorens finansielle problemer.

Desuden genoptager finansminister Michalis Sarris sit forsøg på at få Rusland til at stille milliarder af euro til rådighed for Cypern.

Både onsdagens forhandlinger på Cypern og finansministerens møder i Moskva endte uden resultat.

- Vi har ikke dage eller uger. Vi har kun timer til at redde vores land, advarer Averis Neophytoyu fra partiet Demokratisk Samling ifølge nyhedsbureauet Reuters.

EU-Kommissionen gjorde det onsdag klart, at Cypern selv har ansvaret for at håndtere krisen.

- Bolden er nu på Cyperns banehalvdel. Det er op til dem at komme med nye idéer og fortælle, hvordan de vil forsøge at komme videre, sagde Olivier Bailly, der er talsmand for kommissionen ifølge nyhedsbureauet AFP.

Onsdagen igennem havde Michalis Sarris møder med sin russiske kollega Anton Siluanov og vicepremierminister Igor Shuvalov om det mulige russiske lån til Cypern. Ifølge russiske kilder kastede møderne ikke noget af sig.

Rusland har tidligere lånt Cypern 2,5 milliarder euro eller cirka 18,7 milliarder kroner. Russiske embedsfolk siger til Reuters, at Michalis Sarris har anmodet om yderligere fem milliarder euro.

Russiske statsborgere og virksomheder har enorme beløb stående i de kriseramte cypriotiske banker, der har været lukket siden lørdag. Bankerne slår tidligst dørene op igen på tirsdag i næste uge.

Lukningen skal forhindre kunderne i at tømme deres konti, efter at regeringen har luftet forslaget om en kontroversiel skat på bankindeståender, der skulle indbringe statskassen 5,8 milliarder euro.

Afgiften er en del af den økonomiske redningspakke fra EU, Den Internationale Valutafond (IMF) og Den Europæiske Centralbank (ECB), som Cyperns parlament med stort flertal afviste tirsdag.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere