Hjemløst skolebarn i USA: Mor, hvor skal vi sove

13-årige Tyreke er en ud af mere end en million amerikanske skolebørn, der er hjemløse

Christy Johnson, 46, og hendes fire børn har ikke noget sted at bo. De bor på billige moteller i Orlando, Florida, og flytter hver uge for at finde et billigere sted, og når de ikke har råd til et motel er de tvunget til at overnatte i deres bil. (Foto: Benjamin Kürstein)
Christy Johnson, 46, og hendes fire børn har ikke noget sted at bo. De bor på billige moteller i Orlando, Florida, og flytter hver uge for at finde et billigere sted, og når de ikke har råd til et motel er de tvunget til at overnatte i deres bil. (Foto: Benjamin Kürstein)

ORLANDO, FLORIDA (Ekstra Bladet): Skyerne over den regnvåde parkeringsplads foran hotel Rodeway Inn i Orlando er lyst op af det enorme pariserhjul i Fun Spot-forlystelsesparken i Floridas underholdningshovedstad, der blandt andet også rummer Disney World.

Christy Johnson og hendes fire børn er lige flyttet ind på hotellet, og det skal være deres hjem den kommende uge.

- Vi fandt det først efter klokken tre i nat. Jeg havde ringet rundt til hoteller hele aftenen, for at finde det billigste, fortæller den enlige mor, der nærmere ligner en kvinde på 60 år, end de 47 hun er.

Da familien blev sat på gaden for en måned siden, fordi Christy Johnson var kommet bagud med huslejen, blev de samtidig en del af en skræmmende statistik, der viser, at mere end en million amerikanske skolebørn nu er hjemløse. Det viser en ny undersøgelse fra National Law Center on Homelessness & Poverty, der dækker for skoleåret 2010-2011. Af undersøgelsen fremgår det, at der er 1.065.794 børn i skolealderen, der er hjemløse. Det er første gang i USA's historie, det tal har bevæget sig over en million.

Læs også:Mere end en million skolebørn hjemløse i USA

Siden familien Johnson mistede deres hjem har moderen konstant været på jagt efter billige steder, hun og børnene kan overnatte, men der er dage, hvor hun ikke har penge nok til at betale for at få tag over hovedet.

- Vi har boet nogle nætter i bilen, fortæller hun.

- Jeg parkerede udenfor et døgnvaskeri. Det er et offentligt sted, hvor folk kan holde øje med os, fortæller moderen, og hiver efter vejret på grund af sit dårlige helbred. Familien ejer en ramponeret grå Kia minibus, hvor den forreste kofanger mangler, og den er ikke stor nok til at de fire familiemedlemmer kan ligge ned.

- Jeg havde det skidt med det og det var koldt, siger hun, og tilføjer, at hun var bange.

Også hendes børn lider under den ufrivillige hjemløshed.

- Jeg savner min egen seng, siger 13-årige Tysheoua og fortæller, at hun ofte kommer for sent i skole på grund af situationen.

Ifølge Christina Savino, der er ekspert i hjemløse skolebørn, og arbejder for det offentlige skolesystem i Orlando, er Florida den stat i USA, hvor der er flest hjemløse børn i skolealderen, og det hænger blandt andet sammen med, at den folkerige stat blev ramt hårdt af finanskrisen i 2007, med en enorm arbejdsløshed som konsekvens.

En statistik fra Floridas skolemyndigheder viser, at der i skoleåret 2011-2012 var mere end 63.000 hjemløse børn i staten, og det er tæt på en fordobling fra 2007-2008, hvor tallet lå på omkring 34.000.

En stor gruppe af de hjemløse børn og deres familier klarer sig ved i perioder at bo hos venner og familie, mens andre bor på hoteller og herberg fortæller Christina Savino.

Tysheouas tvillingebror Tyreke sidder med en beskidt stofble over hovedet, og han er heller ikke glad for at være hjemløs.

- Det gør mig vred. Jeg savner at komme hjem og gå ind på mit eget værelse, fortæller han, og forklarer, at det er svært at følge med i skolen:

- Jeg misser skolen ind i mellem, fordi den ligger for langt fra hotellet.

Men selv på de dage, hvor Tyreke og hans søskende når i skole, er det svært.

- Jeg bruger mine kræfter på at bekymre mig om, hvor vi skal sove i aften, siger han og ser opgivende ud.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere