Obama jubler over ny pave

Præsident Barack Obama glæder sig over, at den katolske kirkes nye overhoved er fra Latinamerika

(Foto: AP)
(Foto: AP)

USA's præsident, Barack Obama, lykønsker den nyudnævnte pave Frans, som er den første pave fra den vestlige halvkugle.

- Valget af en latinamerikaner er et signal om styrke og vitalitet fra en stadig vigtigere region, siger Obama.

Præsidenten kalder den nye pave for 'en forkæmper for de fattige og mest sårbare iblandt os'.

- Sammen med millioner af latinamerikanere glæder vi os over denne historiske dag, siger præsidenten.

Omkring en fjerdedel af den amerikanske befolkning - cirka 80 millioner - er katolikker. Og Obama glæder sig til at mødes med det nye katolske overhoved, der afløser pave Benedikt.

- Ligesom jeg værdsatte vores samarbejde med pave Benedikt XVI, ser jeg frem til at samarbejde med Hans Hellighed om at fremme fred, sikkerhed og værdighed for vores medmennesker, uanset deres tro, siger Barack Obama.

Pave Frans - som hedder Jorge Mario Bergoglio og kommer fra Argentina - endte højst overraskende med at løbe med et flertal af kardinalernes stemmer ved konklavet i Rom.

Det var også ventet, at den nye pave ville være væsentligt yngre end 76-årige Bergoglio, som er ældre end mange af de andre kandidater, der har været nævnt i forbindelse med konklavet.

Pave Frans beskrives som en beskeden mand, der er kendt for sine gode forhandlingsevner samt en vilje til at udfordre magtfulde interesser.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere