Danskere skylder milliarder

Det er ikke kun finanskrisen, der ligger bag den voldsomme udvikling, lyder det. Ekspert kritiserer Skat

Det kniber gevaldigt for familien Danmark med at få betalt regningerne.

Gælden til de offentlige kasser, skattevæsnet, kommunerne, DSB, politiet og andre offentlige myndigheder vokser hele tiden - og med foruroligende hast. Det skriver Politiken.

I perioden fra marts 2011 til december 2012 er danskernes gæld til de offentlige kasser vokset fra 23,7 til 32,3 milliarder kroner, en stigning på mere end otte milliarder kroner på under to år, viser en opgørelse fra Skat.

Udviklingen er så voldsom, at den ikke alene kan forklares af finanskrisen, siger skatteadvokat Eduardo Vistisen.

- Det ser ud, som om der ikke er styr på inddrivelsen af borgernes gæld. For disse restancer vokser meget voldsomt, selv om der er koblet flere medarbejdere på denne opgave.

- Og det sker, selv om Skat har fået nogle nye og bedre værktøjer til at inddrive gælden, eksempelvis mulighed for at tilbageholde en større del af lønnen hos de borgere, der ikke betaler, siger han og tilføjer:

- Det, vi kan se af disse tal, er, at det er den nyere gæld, der ikke bliver betalt. Det kan man altså ikke blive ved med at forklare med tidernes ugunst. Det ser ærligt talt ud, som om Skat ikke har formået at sætte en prop i hullet, og det er stærkt bekymrende.

I Skat erkender inddrivelsesdirektør Jens Sørensen, at der er tale om en betydelig og beklagelig stigning i personrestancerne til Skat.

- Vi står midt i en økonomisk krise, der er masser af konkurser, og derfor er det rigtig vanskeligt at inddrive gæld både fra borgere og virksomheder. Det kan vi i allerhøjeste grad mærke, siger Jens Sørensen til Politiken.

- Vi har mange sager, der ligger til overvågning, fordi de personer, der skylder penge til det offentlige, ikke er i stand til at betale regningerne lige nu, tilføjer han.

Som et lille lyspunkt i en krisetid kan Jens Sørensen dog konstatere, at det er lykkedes at begrænse borgernes gæld til kommunerne i 2012.

De kommunale restancer er ifølge inddrivelsesdirektøren faldet til godt otte milliarder mod næsten 12 milliarder ved udgangen af 2011.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere