Lærerkonflikt: Fagforeninger i flæsket på regeringen

Hold mund og hold op med at blande jer i overenskomstforhandlingerne, lyder budskabet til regeringen

(Foto: Colourbox)
(Foto: Colourbox)

Flere fagforeningsformænd angriber nu regeringen for at skade den danske model.

Det skyldes, at ministre er gået alt for langt i deres udtalelser om konflikten mellem kommunerne og folkeskolelærerne, lyder kritikken.

Senest har uddannelsesminister Morten Østergaard (R) kritiseret udtalelser fra lærernes formand, Anders Bondo Christensen.

- Jeg er meget overrasket, for ikke at sige lidt rystet over, at den ene minister efter den anden stiller op og forsøger at blande sig direkte i overenskomstforhandlingerne, siger formanden for Bupl, Henning Pedersen, til TV 2 News.

- Det kan jeg kun opfatte som et frontalt angreb på den danske model, tilføjer han.

Også FOA-formand Dennis Kristensen mener, at indblandingen fra regeringen er ved at tage overhånd.

- Det er i den grad en manglende respekt for den danske model, siger han ifølge TV 2 News.

- Jeg synes faktisk, tiden er inde til, at statsministeren burde slå i bordet og sige til sine ministre, at når der føres overenskomstforhandlinger, så er det parterne, der forhandler, og regeringens medlemmer holder mund, tilføjer han.

De pågældende ministre er gået i rette med Danmarks Lærerforening i debatten om heldagsskoler.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere