Raske aarhusianere får blomster og biografture

Medarbejdere, der har lavt sygefravær, belønnes med gaver. Måske de i fremtiden også får mere i løn

(Foto: Botanica)
(Foto: Botanica)

For at nedbringe sygefraværet har landets næststørste by, Aarhus, taget alternative metoder i brug.

Kommunens sundheds- og omsorgspersonale er delt ind i ni geografiske områder, og i flere af dem er cheferne begyndt at give gaver til de ansatte med mindst sygefravær. Det skriver Jyllands-Posten.

- Vi belønner dem, der møder op hver dag, siger områdechef Jonna Majcher til avisen.

Efter hvert kvartal giver hun en gave til et par hundrede kroner til de ansatte, som ikke har været syge. Det kunne for eksempel være blomster eller biografture.

Herudover giver hun en middag i byen til de medarbejderteam, som kollektivt har få sygedage på et år.

Den store kommune i det østjyske overvejer at udvide deres gaveordning, så sygefravær og løn kommer til at hænge mere sammen:

- I øjeblikket eksperimenterer vi i det små, men på sigt er det ikke utænkeligt, at dem med lavt fravær får mere i løn, siger Thune Korsager, vicedirektør i Sundhed og Omsorg, til Jyllands-Posten.

En sådan ordning har man allerede i Billund, hvor raske medarbejdere kan få op mod 4000 kroner mere i lønningsposen hvert år.

Forbundsformand i FOA, Dennis Kristensen, advarer imod, at man "kriminaliserer" de syge.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere