Bombe under kriseramt storbank

Investor beskylder kriseramte FIH Erhvervsbank for at have snydt - flere andre sure kunder lurer også på retssager

Bjarne Graven Larsen er topchef i FIH. Banken er en af de syv banker, som Finanstilsynet holder ekstra øje med. (Arkivfoto: Mik Eskestad/Polfoto)
Bjarne Graven Larsen er topchef i FIH. Banken er en af de syv banker, som Finanstilsynet holder ekstra øje med. (Arkivfoto: Mik Eskestad/Polfoto)

Den kriseramte storbank FIH anklages nu for at bruge ufine metoder i jagten på profit og større bonusser til de stenrige ejere.

Læs også:

Se også: Krisebank fejrer redning med vild lønfest

Banken, der for få år siden blev overtaget af en række rige investorer, beskyldes for at have snydt en af sine kunder for over 50 mio. kr.

Det påståede snyd skal angiveligt bestå i, at banken har opsagt en række låneaftaler og i samme ombæring indkrævet betaling i form af såkaldte renteswap.

Stævnet banken
Hvis sagen går mod banken, kan det åbne for en lang række krav mod den pressede bank, der gennem de senere år har kylet talrige kunder ud i forsøget at slippe af med ejendomme og i sidste ende tjene flere penge. Ekstra Bladet er således bekendt med, at flere af bankens kunder undersøger muligheden for trække banken i retten.

Men i første omgang er det den tidligere mangemillionær og advokat Hans Thygesen, der går rettens vej for at bevise, at FIH har snydt ham og hans firmaer ved at opkræve ekstra penge for en renteswap. Han mener, at det er ham, der har penge til gode.

– Det er korrekt, at vi har stævnet FIH med påstand om, at min klient har over 50 mio. kr. til gode. Banken har i forbindelse med en række låneaftaler opkrævet et mellemværende, som vi mener ikke er korrekt opgjort. Derfor har vi indbragt sagen for domstolene, forklarer advokat Karoly Nemeth fra advokatfirmaet Nemeth og Sigetty.

Har kylet kunder på porten
Tidligere har en række lignende sager i Tyskland medført, at flere banker har fået klø for at have handlet forkert i samme type sager.

Og herhjemme er netop FIH blevet lagt for had i dansk erhvervsliv, fordi banken har opereret efter en benhård kalkule, hvor man har kylet kunder på porten.

Senest er det børsnoterede ejendomsselskab Victoria Properties reelt blevet lukket af FIH, der også krævede at få en af sine såkaldte renteswap indfriet. Det har ført til, at selskabet nu er ved at lukke og slukke, og formand Peter Winther understreger, at man netop nu er ved at kigge sagen igennem.

– Når man som bankkunde oplever det, som vi har været igennem, er det naturligt, at man kigger tingene igennem med sine advokater. Vi vil se, om der er begået fodfejl eller regnefejl. Det er ikke sikkert, vi finder noget. Men hvis vi finder noget, vil vi selvfølgelig forfølge det, forklarer Peter Winther.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra FIH.

Sagen kort:

Kriseramte FIH blev i 2010 opkøbt af et konsortium.

Kort efter gik banken i gang med en omfattende og benhård oprydning, hvor talrige kunder blev smidt på porten.

En af de kunder har nu stævnet FIH med påstand om, at banken på forkert grundlag har opkrævet penge for en såkaldt renteswap.

En renteswap anvendes typisk af ejendomme og andelsboliger, hvor kunderne køber en renteswap for at sikre sig mod store udsving i renten.

Kort om FIH:

FIH er en dansk bank, der primært låner penge ud til erhvervslivet.

Banken blev i 2004 købt af den islandske bank Kaupthing, der gik konkurs i 2008.

Før krisen voksede FIH voldsomt takket være store udlån til bl.a. ejendomme.

FIH har de to sidste år tabt næsten tre milliarder kroner. Alene i 2012 lød underskuddet på 1,5 mia. kr.

FIH fik statsgarantier for 50 mia. kr., der skulle redde banken fra at krakke.

FIH blev købt af en række investorer i 2010 med ATP og PFA i spidsen, efter at bankens islandske ejere var kommet i krise.

Sidste år overtog staten en række af FIH’s lån mod en tabsgaranti i forsøget på at hjælpe banken ud af krisen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere