Kræftens Bekæmpelse: Rygelov skal omfatte e-cigaretter

Der er for stor usikkerhed om e-cigaretters sundhedsskadelige virkninger. Derfor skal de omfattes af rygeloven

Der er for stor usikkerhed om e-cigaretters sundhedsskadelige virkninger. Derfor skal de omfattes af rygeloven, mener Kræftens Bekæmpelse. (Foto: Martin Lehmann)
Der er for stor usikkerhed om e-cigaretters sundhedsskadelige virkninger. Derfor skal de omfattes af rygeloven, mener Kræftens Bekæmpelse. (Foto: Martin Lehmann)

E-cigaretter bliver markedsført som et sundt og bivirkningsfrit alternativ til almindelige cigaretter. Men det er måske ikke den rene sandhed. Sundhedsstyrelsen slår nemlig tirsdag fast, at de ikke anbefaler brugen af e-cigaretter. Særligt indendørs.

Læs:

Se også: Britiske antirygere: OK til e-cigaret

De begrunder den manglende anbefaling med, at der er betydelig usikkerhed om de helbredsmæssige konsekvenser af brugen af e-cigaretterne. Og det får Kræftens Bekæmpelse til at kræve politisk handling.

- Sundhedsstyrelsen er nået frem til, at der er en betydelig usikkerhed om de sundhedsmæssige effekter ved e-cigaretter og fraråder brugen.

- Og så synes vi, at man må tage konsekvensen af det og sige, at usikkerheden her skal komme helbredet til gavn, siger Leif Vestergaard Pedersen, direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Han peger på, at man bør sidestille e-cigaretterne med tobak, så rygelovgivningen også kommer til at omfatte de alternative cigaretter.

Læs:

Se også: Minister godkender forbud mod e-cigaretter

- Når Sundhedsstyrelsen kommer med den udmelding, hænger det i vores opfattelse sammen med, at hvis man bruger dem indendørs, risikerer man at påføre andre skade, siger Leif Vestergaard Pedersen og tilføjer:

- Derfor opfordrer vi politikerne til at præcisere, at rygeloven også gælder for e-cigaretter.

Selvom der ikke er klokkeklare beviser for, at e-cigaretterne er skadelige for helbredet, henviser Leif Vestergaard Pedersen til flere rapporter, som underbygger de mulige konsekvenser.

- Undersøgelser har vist, at brugen af e-cigaretter umiddelbart har klare påvirkninger af mund, svælg og luftveje. Og forskellige forsøg har sandsynliggjort, at det påvirker hjertefunktionen, siger direktøren.

Opfordringen kan måske virke lidt hysterisk, erkender Leif Vestergaard Pedersen, men det skal i højere grad ses som et udtryk for, at man tager hensyn til hinanden.

- Der kan godt være nogle, der synes, at det er lidt nidkært, men jeg synes, at det er vigtigt, at vi er nidkære på vegne af hinandens sundhed, siger han.

Samtidig understreger Leif Vestergaard Pedersen, at det ikke handler om et total forbud mod e-cigaretterne.

- Det er ikke et indgreb mod, at man må bruge e-cigaretter. Det er et indgreb imod, at man kan bruge e-cigaretter, så det påvirker eller skade andre, siger han.

I slutningen af 2012 inhalerede cirka 150.000 danskere damp fra stålcigaretten i stedet for at tænde for den af tobak.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere