Lærere og KL stopper forhandlinger for at lave lektier

Parterne har fået hjemmeopgaver for og skal mødes i Forligsinstitutionen på fredag klokken 10

I Forligsinstitutionen var der mandag ikke behov for jordemorkaffe og soveposer. Efter fire en halv times forhandlinger stoppede lærerne og Kommunernes Landsforening (KL) forhandlingerne om lærernes arbejdstid.

Tavshedspligten betyder, at der ikke slipper informationer ud fra forhandlingslokalet, men formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, er ikke overrasket over, at parterne ikke kom til enighed.

- Jeg sagde, da vi kom, at jeg ikke var sikker på, at det var i dag, det skete. Og det gjorde det heller ikke, siger Anders Bondo i en udtalelse.

Ifølge Danmarks Lærerforening har parterne fået hjemmeopgaver for og skal mødes igen i Forligsinstitutionen klokken 10 på fredag.

Her fornemmer KL's forhandlingsleder, Høje-Taastrups borgmester Michael Ziegler (K), at der skal arbejdes igennem. Hvor længe det er, er uvist, men et resultatet kan både gå den ene eller den anden vej, mener han.

- Vi er stadig i proces. Jeg håber stadig på, at det her fører til, at vi kan blive enige, men det kan gå begge veje, så det er meget åbent, siger Michael Ziegler.

Forud for de aktuelle forhandlinger i Forligsinstitutionen har der været en stor kløft mellem lærerne og Kommunernes Landsforening.

KL lægger op til, at lærerne skal undervise mere og være på skolen i længere tid i løbet af en arbejdsuge, men lærerne er imod den idé.

Det fik KL til at varsle lockout for godt halvanden uge siden, og forhandlingerne er derfor endt i forligsen. Hvis ikke skolelærerne og KL finder frem til et kompromis, vil lockouten træde i kraft fra 1. april.

Forligsmanden, Mette Christensen, kan dog, hvis hun føler, det er muligt at finde en løsning, udskyde konflikten 14 dage - og derefter 14 dage mere.

Hvis en lockout bliver en realitet, betyder det, at lærerne ikke må undervise. Det kan få store konsekvenser for skoleeleverne, der risikerer at gå glip af undervisning såvel som eksamener.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere