Interaktivt: Kardinaler i oprør kræver reformer

Forlanger at den nye pave opgiver topstyringen og begrænser skandalerne

Skrædder Lorenzo Gammarelli, Vatikanet, har allerede udstillet embedsdragter til den nye pave. 'Jeg går ud fra, at han vil være middelmådig', siger skrædderen. Foto: AP
Skrædder Lorenzo Gammarelli, Vatikanet, har allerede udstillet embedsdragter til den nye pave. 'Jeg går ud fra, at han vil være middelmådig', siger skrædderen. Foto: AP

Er du på en mobilenhed, kan du se grafikken her.

Skandalerne i den katolske kirke er ved at overskygge valget af en ny pave. 152 kardinaler holdt i dag møde i Vatikanet for at begynde forberedelserne til konklavet, der begynder tirsdag. Kardinalerne kom med 161 indlæg, men kun de 28 handlede om 'forventningerne og håbet til en ny pave'.

Når konklavet træder sammen til valghandlingen i dag, er alle kardinaler på 80 år og derover sorteret fra. 115 'ynglinge' på højst 79 år skal vælge en ny pave. 77 stemmer er krævet.

Se også: Her er favoritterne til pavestolen

Efter, hvad der er sivet ud fra Vatikanet, er kirkerne i Afrika, Nord- og Sydamerika samt Asien ukristeligt trætte af topstyringen fra Vatikanet. De kræver en mere flad struktur.

Vil sælge Vatikanbanken
Desuden har kardinalerne brugt en stor del af deres taletid til at kritisere Vatikanets håndtering af skandalerne omkring Vatileaks (offentliggørelsen af hemmelige papirer), Vatikanbankens tvivlsomme forretninger og pædofiliskandalen, der har ramt kirken over så at sige hele jorden.

Nordamerikanerne har forlangt, at Vatikanet enten får styr på Vatikanbanken eller helt skiller sig af med den. Banken har været alt for tæt på korrupte italienske politikere.

Se også: Sådan kan du blive valgt til pave

Talelysten var så stor i dag, at der kun blev fem minutter vil hvert indlæg. Og det til kardinaler, der er vant til at kunne dosere uden modsigelse.

Diskussionen op til sammentræffet i Vatikanet og debatten i dag viser, at der er opstået et klart skel mellem den katolske kirke i 'den nye verden' og i Europa. De italienske kardinaler, som ikke har haft en pave af deres midte siden 1978, vil koncentrere magten i Vatikanet og sikre endnu mere topstyring.

Populært sagt, mener de, at den slappe styring skyldes, at 'Rom' har været i hænderne på udlændinge.

Budweiser-kardinalen
Italierne har domineret kurien, den øverste adminstration i Vatikanet. De har op til konklavet pralet af deres effektivitet for at vise deres overlegenhed i forhold til 'de fremmede'.

Tre amerikanske kardinaler, Timothy Dolan, Daniel DiNardo og Sean O'Malley fortalte i sidste uge, at italienerne blev mødt med forargelse, da de første gang åbnede munden.

- Vi gik til sagen, sagde kardinal Timothy Dolan, New York, der også er kendt som Budweiser-kardinalen. Han forbindes traditionelt med baseball, øl og hotdogs.

To tredjedeles flertal
Udfaldet af pavevalget er helt uforudsigeligt. Efter flere årtier med dogmatikerne Johannes Paul II og Benedikt XVI trænger kirken til et overhoved, der kan gå i dialog med den moderne verden, uden nødvendigvis at gå på kompromis med læresætningerne. Kirken trænger til en karismatisk kommunikator.

Problemet er, at de mest udadvendte kardinaler er i begyndelsen af 60'erne, så kirken kan komme til at hænge på dem i to-tre årtier, uanset hvor uegnede eller utraditionelle de måtte være. Derfor er det mere sandsynligt, at der indgås et kompromis omkring en middelmådig pave, der har passeret de 70 år.

I skal elske hverandre
Tirsdag morgen mødes de 115 kardinaler i konklavet til en gudstjeneste, hvorefter de går i procession til Det Sixtinske Kapel. De må ikke aftale valgkabaler indbyrdes, men alene stemme. De ventes at stemme to gange tirsdag og to gange onsdag. Og således fremdeles, indtil helligånden har sørget for den rigtige afgørelse.

Benedikt XVI har som en af sine sidste embedshandlinger dekreteret, at det kræver totredjedeles flertal at blive valgt. Det ligner en langvarig proces, men kardinalerne får gode ord med på vejen.

Tirsdag morgen skal de høre om Jesus udsagn: - I skal elsker hverandre, som jeg har elsket jer.

1 af 2 Hvis de italienske kardinaler får deres vilje, vil Angelo Scola, Milano, være favorit. Men han er doktrinær og indviklet i korruptionsskandaler. Foto: AP.
2 af 2 Skrædder Lorenzo Gammarelli, Vatikanet, har allerede udstillet embedsdragter til den nye pave. 'Jeg går ud fra, at han vil være middelmådig', siger skrædderen. Foto: AP
0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere