Krisetrend: Chefer ansætter deres venner

Nepotismen lever og har det godt. Især i krisetider, hvor de rigtige bekendtskaber er afgørende for at få job.

Hensynet til personer i den nære omgangskreds, som er røget ud i arbejdsløshed, står i stigende grad i vejen for idealet om, at det er den bedst kvalificerede, der får jobbet.

Sådan lyder en af konklusionerne i en ny analyse, som fagforeningen HK Kommunal har foretaget blandt medlemmer, der arbejder på jobcentre, skriver Avisen.dk.

- Det er ingen hemmelighed, at netværk har stor betydning, siger formand for beskæftigelsesudvalget i HK Kommunal og ansat på Lejre Jobcenter Ilse Asmussen til Avisen.dk.

- Men det kan lugte lidt af nepotisme, når jobcenteransatte erfarer, at det i stigende grad er private relationer som påvirker ansættelser, fortsætter hun.

Krisen og den høje arbejdsløshed betyder overordnet, at flere danskere skaffer sig job gennem netværk. "Krisen betyder, at det nære hensyn til venner og familie kommer før alt andet," er en jobcentermedarbejder ifølge Avisen.dk citeret for at sige i analysen.

Det er dog ikke kun personlige sympatier, der får arbejdsgivere til at kaste snøren ud i omgangskredsen, når de har et ledigt job på hånden.

Høj arbejdsløshed betyder meterhøje bunker af ansøgninger, som ifølge HK-analysen også får mange arbejdsgivere til at foretrække netværket.

Ifølge professor Christian Albrekt Larsen fra Aalborg Universitet er betydningen af personlige forbindelser mindre på det danske arbejdsmarked end de fleste andre steder i verden.

Men det overrasker ham ikke, at familiære eller nære private forbindelser har en finger med i spillet i flere ansættelser under krisen.

- Krisen styrker betydninger af stærke bånd, hvor nogle arbejdsgivere gennem ansættelser forsøger at forhindre det, de opfatter som en social tragedie. Og det er klart, at det står i modsætning til idealet om et åbent og velfungerende arbejdsmarked, siger han til Avisen.dk.

1013 ansatte på jobcentre har medvirket i analysen fra HK Kommunal, som er fulgt op af 20 uddybende interviews.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere