Syriske børn har ikke været i skole i to år

For tusindvis af børn i det borgerkrigshærgede Syrien er det nu mere end to år siden, at de har været i skole

Hver femte skole i Syrien er ødelagt - eller også bliver den brugt til at huse nogle af de millioner af flygtninge, der er tvunget væk fra deres hjem på grund af den to år lange borgerkrig i landet.

I de hårdest ramte konfliktområder har børnene ikke været i skole i mere end to år, og omkring 2500 skoler i Syrien er nu så ødelagte, at de ikke kan bruges til at undervise i, oplyser FN's børnefond Unicef.

Samtidig bliver flere end 1500 andre skoler brugt til at huse internt fordrevne flygtninge.

- Det er stærkt bekymrende, at så mange børn i Syrien har fået afbrudt deres uddannelse.

- Ikke kun fordi skolerne giver børnene et trygt holdepunkt i en traumatisk hverdag, men også fordi det selvfølgelig er ekstremt vigtigt, at de får en uddannelse, siger Steen M. Andersen, som er generalsekretær i Unicef Danmark, i en pressemeddelelse.

Han henviser til, at skolerne i de områder, hvor mange internt fordrevne flygtninge holder til, er så overfyldte, at en klasse ofte består af op mod 100 elever.

Andre steder kæmper skolerne med et meget stort frafald, som blandt andet skyldes, at flere børn må hjælpe familien med at skabe en indkomst.

Der er også stor mangel på lærere i Syrien, og flere end 100 undervisere er blevet dræbt i den blodige konflikt.

Samtidig bliver skolemøbler brugt som brænde på de koldeste dage.

Unicef og organisationens partnere har siden begyndelsen af krisen i marts 2011 givet over 40.000 børn inde i Syrien adgang til undervisning, leg og psykologhjælp i 170 skoleklubber.

Det er målet at nå en million børn med skolematerialer i første halvår af 2013 og give 150.000 børn - især de internt fordrevne flygtninge - adgang til uddannelse.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere