Kina hylder afdøde Chavez som en god ven og stor leder

Kina vil bevare sine tætte bånd til Venezuela efter præsident Hugo Chavez' død

Kina beskriver den afdøde venezuelanske leder Hugo Chavez som en "god ven af det kinesiske folk".

En talskvinde for udenrigsministeriet forsikrer, at Kina vil bevare sine bånd til det olierige sydamerikanske land.

- Præsident Chavez var en stor leder i Venezuela og også en god ven af det kinesiske folk. Han ydede et vigtigt bidrag til samarbejdsrelationerne mellem Kina og Venezuela, siger talskvinden Hua Chunying.

Chavez, som var kendt for sin venstreorienterede politik, søgte tætte bånd til de kommunistiske myndigheder i Beijing i et forsøg på at reducere Venezuelas afhængighed af USA.

Venezuela sælger i øjeblikket 640.000 tønder olie til Kina hver dag. Til gengæld har Kina ydet mindst 30 milliarder i kredit til Caracas.

Både præsident Hu Jintao og den kommende leder Xi Jinping har sendt personlige kondolencebreve til Venezuelas vicepræsident Nicolas Maduro efter den 58-årige Hugo Chavez død tirsdag.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere