Storke gider ikke længere flyve helt til Afrika

Flere og flere storke holder vinter på en losseplads i Spanien eller Portugal. Projekt skal undersøge hvorfor

Mange storke flyver ikke længere fra Nordeuropa helt til Afrika for at overvintre. I stedet stopper de flyveturen på den iberiske halvø og holder vinterkvarter i Spanien eller Portugal. (Foto: Mik Eskestad/Polfoto)
Mange storke flyver ikke længere fra Nordeuropa helt til Afrika for at overvintre. I stedet stopper de flyveturen på den iberiske halvø og holder vinterkvarter i Spanien eller Portugal. (Foto: Mik Eskestad/Polfoto)

Mange storke flyver ikke længere fra Nordeuropa helt til Afrika for at overvintre. I stedet stopper de flyveturen på den iberiske halvø og holder vinterkvarter i Spanien eller Portugal.

Her søger de føde på åbne lossepladser, som de to lande stadig har en del af.

Et nyt forskningsprojekt skal nu forsøge at afdække, hvorfor storkene midt i 1980'erne begyndte at ændre deres trækmønster, skriver Science Daily. Undersøgelsen er iværksat af britiske University of East Anglia.

Projektet skal følge 15 voksne storke i et år ved hjælp af gps-sendere, der vil afsløre, hvor storkene søger efter mad, og hvilke bevægelser de foretager mellem fourageringsområderne.

Før 1995 var der kun godt 1000 overvintrende storke i Portugal, oplyser hjemmesiden Storkene.dk. I 2008 var der over 10.000 overvintrende storke, og tallet vokser stadig.

En teori går på, at det er en kombination af klimaforandringer og de mange åbne lossepladser, der har fået storkene til at droppe det lange træk mod Afrika.

Jess Frederiksen fra Storkene.dk er overbevist om, at storkens ny strategi er en af hovedårsagerne til, at Vesteuropas storkebestand går frem.

- Trækruten mellem Danmark og den iberiske halvø er ganske kort, og overlevelsesraten er langt højere end for storke, der trækker mellem Sydøstafrika og Danmark. Der er op til 9000 kilometers forskel på et træk fra Sydøstafrika og et træk fra Spanien, siger han.

De første storke kommer også tidligere tilbage på ynglepladserne i dag, set i forhold til tiden før 1980. En tur fra Spanien til Danmark tager blot tre uger for en hurtig stork.

- De storke, der overvintrer på den iberiske halvø, er typisk tilbage i første halvdel af marts. De individer, der har overvintret i Afrika, returnerer først i april, siger Jess Frederiksen.

Lige syd for grænsen er de første storke fra Spanien ankommet til Slesvig-Holsten i den forgangne uge, og de første storkepar er dannet. I de kommende uger vil vi se de første storke i Danmark, tilføjer han.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere