100.000 risikerer skattesmæk på grund af pensionen

På mandag kan du se din årsopgørelse hos Skat. Mange risikerer skattesmæk, fordi pensionsreglerne er ændret

Det kan blive lidt af en grim overraskelse for mange danskere, når de på mandag kan gå ind på Skats hjemmeside og se, om der ligger en skatteregning til dem.

For ifølge Spar Nord risikerer 120.000 danskere at få en efterregning på grund af nye pensionsregler. Reglerne for indbetaling på en ratepension blev ændret sidste år, så indbetalinger over 50.000 kroner ikke længere er fradragsberettigede.

Men tal fra Forsikring og Pension viser, at omkring 120.000 danskere har indbetalt mere end 100.000 kroner på deres pensionsopsparing. Dertil kommer, at nogle af de 27 milliarder efterlønskroner, som danskerne fik udbetalt i 2012, er gået til mere pension.

- Hvis du betaler topskat og har indbetalt 75.000 kroner på din ratepension i 2012, så vil det i sig selv udløse en restskat på mere end 13.000 kroner, hvis ikke du har taget højde for det på selvangivelsen, siger pensionskonsulent i Spar Nord Søren Godskesen.

For topskatteydere betyder det nemlig en skatteregning på 52,5 procent af de indbetalinger på ratepensionen, der overstiger den nye grænse på 50.000 kroner. Men det er muligt at trække i bremsen og undgå restskatten:

- I nogle tilfælde kan du trække en del af dine indbetalinger tilbage. Du kan også flytte indbetalingerne til en livrente, hvor du stadig har ubegrænset skattefradrag på dine indbetalinger, siger Søren Godskesen.

Det er i årsopgørelsens rubrik 16, man kan se, om den skattepligtige indkomst er opskrevet som følge af større pensionsindbetalinger i løbet af 2012, end der er fradrag for.

- Står der et beløb i rubrik 16, så vil det i de fleste tilfælde skyldes, at du har overskredet grænsen for de fradragsberettigede indbetalinger på din pensionsordning, siger Søren Godskese.

Som udgangspunkt justeres de pensionsordninger, som administreres af din arbejdsgiver, automatisk i takt med, at loftet for fradragsberettigede indbetalinger er blevet sænket.

- Men da indbetalingsloftet gælder alle dine pensionsordninger, skal du selv huske at justere dine private ordninger, siger pensionskonsulenten.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere