Barsk reform: Lejere bliver smidt på gaden

Kontanthjælpsmodtagere får sværere ved at betale husleje

(Foto: Alvaro Barrientos)
(Foto: Alvaro Barrientos)

Det gik ellers lige så godt.

Efter flere år, hvor flere og flere danskere blev smidt på gaden på grund af manglende husleje, var kurven endelig vendt. Men den kommende kontanthjælpsreform betyder, at fogeden risikerer at få travlt igen.

Sådan lyder advarslen fra både Lejernes Landsorganisation (LLO) og Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI).

- Der er slet ingen tvivl om, at det kommer til at betyde flere udsættelser. Det er klart, at når man presser menneskers indkomst, fører det til, at flere får problemer med at betale lejen, siger Jesper Larsen, der er cheføkonom i LLO.

Læs også: Desperat Chris: Jeg flytter fra kæresten

Det er især forslaget fra regeringen om at sænke kontanthjælpen for de 25-29-årige fra 10.500 kroner til 6.700 kroner, der risikerer at sende flere på gaden.

Samtidig vil forslaget om at udvide forsørgerpligten til også at omfatte samboende kærestepar sandsynligvis få flere kontanthjælpsmodtagere til at flytte for sig selv. Dermed bliver kampen om at finde de få lejligheder, der er til at betale, endnu hårdere.

Socialforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, Louise Glerup Aner, bekræfter risikoen for flere udsættelser.

- Der er en risiko for, at en lavere kontanthjælp for unge kan betyde en stigning i antallet af udsatte lejere, siger hun.

Læs også: Joachim B.: Ledige på støtten har råd til smæk

Med cirka 5.800 kroner udbetalt efter skat er der kun råd til en meget lav husleje, hvis tingene skal løbe rundt for en enlig kontanthjælpsmodtager.

- Hvis man skal leve skrabet og absolut kun have til det allermest nødvendige, skal man have 4.000 kroner hver måned, efter huslejen er betalt, siger cheføkonom i Lejernes LO, Jesper Larsen.

Tilbage er der 2.800 kroner plus boligsikring, som typisk udgør 800 kroner. Dermed må husleje inklusiv forbrug højest være på 3.600 kroner.

Læs også: Saxo Bank-boss: Johnny er en ynkelig stodder

- Man hører tit, at kontanthjælpsmodtagere jo bare kan finde en billigere bolig, men reelt er der næsten ingen billige lejligheder i Storkøbenhavn og Aarhus. Jo, de findes, men problemet er jo, at der bor nogen i forvejen, forklarer Jesper Larsen.

- Når de flytter, kan der ikke bare flytte en kontanthjælpsmodtager ind. For enten skal man være skrevet op i mange år for at få en lejlighed til den pris, eller også bliver lejligheden moderniseret, når lejeren fraflytter, og så sætter udlejeren huslejen op, fortsætter han.

Læs også: Kontanthjælp rakte ikke: Nu er Johnny hjemløs

By- og boligordfører for Socialdemokraterne, Jan Johansen, medgiver, at der er et problem.

- Der er ingen tvivl om, at der er problemstillinger i reformen, som vi skal have kigget på. Det her er en af dem, og det vil jeg bestemt tage med videre i forhandlingerne. Vi må sørge for, at der er lejligheder, som folk kan betale, siger Jan Johansen.

Venstre opfordrer i stedet kontanthjælpsmodtagerne til at flytte uden for byerne, og kommunerne til at hjælpe dem med at finde en lejlighed.

- Kommunerne har også et ansvar for at rådgive folk økonomisk, siger by- og boligordfører for Venstre, Louise Schack Elholm.

Kommunerne er i forvejen i gang med flere initiativer, der skal hjælpe trængte lejere, lyder det fra SFI.

Regeringen forhandler netop nu om kontanthjælpsreformen og det ventes, at forslaget om nedsat kontanthjælp til unge under 30 og gensidig forsørgerpligt for samboende vedtages.

Læs også: 130.000 så med: Johnnys blog amok på Facebook

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere