Domstol siger god for bog om Strauss-Kahn

Argentinsk-født kvinde har fået rettens tilladelse til at udgive bog om sit forhold til Strauss-Kahn

En domstol i Paris har afvist at føje den tidligere IMF-chef Dominique Strauss-Kahn i hans ønske om at få nedlagt forbud mod en "foragtelig" bog om hans affære med værkets forfatter.

Domstolen har dog dømt forfatteren, Marcela Iacub, og hendes forlægger til at betale ham 50.000 euro (373.000 kroner) i erstatning.

I bogen "Skønheden og udyret", der ifølge planen skulle udkomme onsdag, fortæller den argentinsk-fødte Iacub, at hun havde et forhold til Strauss-Kahn fra januar til august 2012 - midt under skandalen i forbindelse med beskyldningerne om, at han skulle have voldtaget en stuepige på et luksushotel i New York året før.

Strauss-Kahn har sagt til retten, at bogen er "foragtelig og usand," og at den har ødelagt hans privatliv. Han siger, at Iacubs eneste formål med bogen er at tjene penge på en mand, "der allerede ligger ned."

Bogen beretter om Strauss-Khan-sagen på hotellet i New York og om andre sager mod Strauss-Kahn i Frankrig. Desuden fortæller den om hans forhold til tv-journalisten Anne Sinclair, hans fænomenalt rige kone gennem 20 år, der gik fra ham sidste år.

Iacubs bog er den seneste i en lang række af bøger, skuespil og tv-shows om den spektakulære sag mod en mand, der engang blev anset for at være tæt på at blive Frankrigs næste præsident.

Strauss-Kahn havde lagt sag an mod Iacub og hendes forlægger Stock og forsøgt at få nedlagt forbud mod udgivelse, men kravet er blevet afvist i retten.

Domstolen gav dog Strauss-Kahn medhold i, at han kan få indlagt en lille folder i hvert eksemplar af bogen, hvilket vil forsinke udgivelsen. Det er ikke klart, hvad den tidligere IMF-chef vil skrive i folderen.

Den 63-årige Strauss-Kahn har også fået tilkendt kompensation på op mod 200.000 kroner fra nyhedsmagasinet Le Nouvel Observateur, som har fået pålagt at rette usande påstande om Strauss-Kahn.

Den franske avis Le Journal du Dimanche skrev for nylig, at det juridiske forlig mellem stuepigen Nafissatou Diallo og Strauss-Kahn indebar, at franskmanden betalte stuepigen 1,5 millioner dollar - 8,4 millioner kroner.

Hun hævder, at en nøgen Strauss-Kahn befandt sig på hotelværelset, da hun kom ind, og at han tvang hende til oralsex.

Strauss-Kahn har indrømmet, at der foregik sex, men han siger, at det skete frivilligt.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere