Ralf Hemmingsen fortsætter som rektor på KU

Ralf Hemmingsen får fire år mere som rektor for Københavns Universitet. 12 andre havde søgt stillingen.

Ralf Hemmingsen fortsætter som rektor for Københavns Universitet. Det har bestyrelsen for Københavns Universitet enstemmigt besluttet.

Ralf Hemmingsen er ansat som rektor frem til 1. marts 2017. Han har været rektor siden november 2005, og hans rektorperiode kommer dermed til at løbe i godt 11 år.

12 personer har søgt stillingen, der har været slået op i hele Skandinavien.

Ifølge bestyrelsen er Ralf Hemmingsen "den bedste til at gennemføre universitetets "Strategi 2016", der vægter uddannelseskvalitet, internationalisering og samarbejde med erhvervslivet".

- Bestyrelsen forventer, at Ralf Hemmingsen vil styrke universitetets sammenhængskraft og fortsatte åbning mod omverdenen, siger bestyrelsesformand Nils Strandberg Pedersen.

Ralf Hemmingsen kom i stormvejr, da det viste sig, at hjerneforskeren Milena Penkowa havde fusket med sin forskning.

I marts 2011 frikendte Kammeradvokaten rektor i sagen. Kammeradvokat Karsten Hagel-Sørensen fastslog i en 700 sider lang rapport, at der ikke kunne rejses alvorlig kritik af rektor, men at universitetets beredskab og rutiner skulle forbedres.

Ralf Hemmingsen er dr.med. og professor i psykiatri. Han har tidligere været chef for en del af Bispebjerg Hospital og dekan på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

Københavns Universitet har en omsætning på otte milliarder, uddanner omkring 38.000 studerende og har over 9000 ansatte. Det er dermed det største universitet i Danmark.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere