Årlig pris for anbragt dreng: 8 mio. kr.

I Næstved Kommune har de en sag om en anbragt dreng, der koster otte millioner kroner om året

I øjeblikket koster det otte millioner kroner at have en dreng anbragt i Næstved kommune.

Det skriver Sjællandske Næstved i dag.

Samlet set betaler staten 40 procent af beløbet, mens kommunen tager sig af den anden del.

Men det er ikke fordi, at prisen på otte millioner er almindelig for anbragte børn.

- Også nationalt er her tale om en ekstraordinær sag, siger Thomas Carlsen, centerchef i Center for Børn og Unge til avisen.

Formanden for Børneudvalget, Søren Dysted, vil ikke kommentere den konkrete sag, men siger generelt, at dyre anbringelsessager vil være forbundet med en person, der har svære problemer, flere diagnoser og været igennem et længere udredningsforløb.

- Det er voldsomt dyrt, men vi skal følge kravene i Serviceloven. Det er ikke til diskussion, hvad han skal have af tilbud, siger han til Sjællandske Næstved.

- Men det er da voldsomt, at det skal koste ligeså meget som at drive to børnehaver eller en mindre folkeskole, siger han.

Ofte vil 90 procent af udgifterne i dyre sager som denne være til lønudgifter. Hvis der hele tiden skal være en person, som passer på drengen, betyder det seks fuldtidsansatte.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere