8000 danskere rammes hårdt på kontanthjælpen

Reform vil indføre samme regler for samlevende som for ægtefæller, når det gælder kontanthjælp

Når beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i morgen fremlægger Regeringens kontanthjælpsreform, vil omkring 8000 danskere blive hårdt ramt på økonomien.

Det oplyser DR Nyheder søndag aften.

En stor del af kontanthjælpsreformen - i alt 360 millioner kroner om året - finansieres ved at fjerne kontanthjælpen helt eller beskære den voldsomt hos de såkaldt 'samlevende i papirløse parforhold'.

- De regler, der gælder for gifte i dag, kommer i fremtiden også til at gælde for papirløse kærestepar, siger Mette Frederiksen til DR Nyheder.

I dag er reglen, at ægtefæller kan miste retten til kontanthjælp, hvis deres mand eller kone tjener i omegnen af 30.000 om måneden. Nu kommer den regel også til at gælde for samlevende, der ikke er gift.

- Det er et grundlæggende sundt princip, at man skal forsørge sig selv, og hvis ikke man kan det, skal man kunne forsørges af sin familie, hvis det overhovedet kan lade sig gøre, siger beskæftigelsesministeren.

Forslaget ventes at ramme 8000 danskere på kontanthjælp.

Meldingen om at skærpe reglerne om kontanthjælp for samlevende er ikke det eneste, Mette Frederiksen har afsløret om kontanthjælpsreformen, før den fremlægges mandag.

Regeringen vil blandt andet sende visse grupper af kontanthjælpsmodtagere ud i såkaldte nyttejob, hvor de skal arbejde for deres ydelse ved for eksempel at feje gader eller skovle sne.

Der er også lagt op til, at der kan skæres i kontanthjælp hos personer, der pjækker fra kurser på statens regning.

Og så skal det ikke længere være muligt, at borgere parkeres i den såkaldte matchgruppe 3 uden at modtage nogen som helst indsats, men udelukkende får sin kontanthjælp.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere