USA og Japan står sammen mod atomtruslen Nordkorea

De to nationer vil ikke acceptere, at det lukkede land i Asien foretager atomprøvesprængninger, lyder det

Foto: AP
Foto: AP

Den amerikanske præsident, Barack Obama, og Japans premierminister, Shinzo Abe, går nu i fælles front mod styret i Pyongyang, som lederne frygter er ved at udvikle atomvåben.

- Vi kan simpelthen ikke acceptere Nordkoreas handlinger, såsom at affyre missiler og foretage atomprøvesprængninger, siger Japans premierminister efter et møde med Obama i Det Hvide Hus i Washington.

Nordkorea valgte trods en række advarsler fra flere internationale institutioner at udføre en atomprøvesprængning 12. februar.

Det var tredje gang, at styret i det hermetisk lukkede land foretog en atomtest. Sprængningen havde angiveligt en styrke på seks til syv kiloton, og det er langt kraftigere end de hidtidige prøvesprængninger.

Den underjordiske atomprøvesprængning blev stærkt kritiseret og fordømt verden over - blandt andet af FN, EU og Nato. Nordkorea betegnede dog atomtesten som en succes.

- Atomprøvesprængningen blev udført som en del af foranstaltninger til at beskytte vores nationale sikkerhed og suverænitet mod den hensynsløse fjendtlighed fra USA, som overtrådte vores lands ret til en fredelig satellitopsendelse, lød det fra styret.

USA og Japan blev på mødet i Det Hvide Hus desuden enige om at styrke handlen mellem de to nationer.

- Premierminister Abe og jeg mener, at vores første prioritet er at sørge for, at vi øger væksten og sørger for, at folk har muligheden for at trives, hvis de er villige til at arbejde hårdt i begge lande, siger Barack Obama.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere