Nigeria indleder storstilet jagt på bortførte franskmænd

Den franske familie, der tirsdag er blevet taget til fange i Cameroun, er tilsyneladende delt i to grupper

Sikkerhedsstyrker i Nigeria har fredag indledt en massiv menneskejagt på de syv medlemmer af den tilfangetagne franske familie, efter at Paris siger, at bortførerne har delt franskmændene i to grupper.

- Så længe der er rygter om deres grænseoverskridende bevægelser, så skal sikkerhedsstyrkerne søge intenst efter dem, siger polititalsmand Frank Mba. Han tilføjer, at der finder en massiv menneskejagt sted.

Han er også i stand til at komme med et par andre detaljer om den igangværende operation for at få frigivet familien, der består af et forældrepar, deres fire børn på mellem 5 og 12 år samt en onkel.

Han har også mere præcise oplysninger om, hvem de mistænkte, der står bag tirsdagens bortførelse, er.

Familien blev taget til fange, da den besøgte en nationalpark i det vestafrikanske land Cameroun. Bortførerne var seks bevæbnede, mistænkte islamister på tre motorcykler.

Frankrigs præsident, François Hollande, sagde torsdag, at familien efter alt at dømme bliver holdt fanget i to grupper.

Myndighederne i Cameroun siger, at ofrene er ført over grænsen og ind i det nordøstlige af Nigeria. Det er en urolig region, hvor oprørere fra den islamistiske organisation Boko Haram og kriminelle bander har opereret gennem længere tid.

Mens de franske myndigheder har navngivet medlemmer af Boko Haram som de sandsynlige syndere, så har en udbrydergruppe, der er kendt som Ansaru, og som er blevet mere fremtrædende i de seneste uger, udset sig udenlandske gidsler som mål.

Ansaru hævdede i december at stå bag tilfangetagelsen af en fransk statsborger i det nordlige Nigeria samt bortførelsen af syv bygningsarbejdere fra en byggeplads i Bauch-staten i weekenden.

I erklæringer har Ansaru protesteret mod Frankrigs indblanding i modstanden mod islamistiske oprørere i Mali.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere