Mens Experian driver databasen RKI, der registrerer de dårlige betalere i Danmark, går det ikke selv så godt for firmaet i forhold til at tjene penge.
De sidste to regnskabsår har Experian, der er et data- og analysefirma, således tabt næsten 23 millioner kroner i alt i Danmark.
I det seneste regnskab, der løb til foråret 2012, var underskuddet på 10,6 millioner kroner, og året forinden var det på 12,2 millioner kroner.
- Den øgede konkurrence på markedet gør, at vi taber penge, og så er der nogle investeringer i omstruktureringerne, som også koster, siger Frank Papsø, der er ansvarlig for salg i Experian til ekstrabladet.dk.
Og med omstruktureringer er der tale om et væsentligt antal medarbejdere, der er blevet fyret.
Tilbage i 2011 var der således 155 medarbejdere ansat i firmaet, der holder til på Østerbro og i Silkeborg, men i det seneste regnskab var antallet af ansatte røget helt ned på 132.
Det betød, at virksomheden kunne spare 19 millioner kroner i forhold til forrige år, men alt andet lige hjalp det altså ikke meget på årets resultat, der kun blev 1,5 millioner bedre end sidste års underskud.
Læs også:
Se også: Her er de dårligste betalere i DanmarkDe to års underskud er dog en lille del af en samlet formue på 200 millioner kroner, der findes i firmaet.
Ifølge Frank Papsø, der ikke forventer de store ændringer i næste årsregnskab, fylder RKI ikke en stor del af virksomheden.
- Vores forrretning er noget mere avanceret end kun RKI. Vores kerneforretning er software og deri informationer om virksomheder, regnskabstal og deres betalingsevner, og så er vores kunder hovedsageligt de store banker, siger han.
- Hvis I nu bliver dårlige betalere, hvem skal så registrere jer i RKI?
- I princippet registrerer vi ikke nogen - det gør vores partnere, som f.eks. er advokater og inkasso-firmaer. Så hvis vi ikke betaler vores regning efter tre rykkere, og vi ikke erkender, at vi skylder penge, så kan de jo indberette os, siger han.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.