Studerende udelukket til debatmøde om ytringsfrihed

En mand med et etnisk klingende navn er afvist som deltager til Trykkefrihedsselskabets debatarrangement.

Lars Hedegaard (Foto: Jens Dresling)
Lars Hedegaard (Foto: Jens Dresling)

20-årige Jihad Taha havde købt billet til Trykkefrihedsselskabets debatarrangement om ytringsfrihed, der finder sted torsdag, men han er nu blevet afvist af foreningen, skriver metroXpress.

Selvom bestyrelsesmedlem i Trykkefrihedsselskabet Torben Mark Pedersen begrunder afvisningen med "sikkerhedshensyn" i en mail til avisen, er den 20-årige overbevist om, at der ligger noget andet bag.

- Jeg har aldrig nogensinde været på kant med loven, og jeg kan ikke se hvorfor, jeg skulle blive afvist, hvis ikke det var på grund af mit navn, siger Jihad Taha til metroXpress.

Blandt talerne til mødet er formand for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard, der for kort tid siden blev forsøgt skudt foran sit hjem.

Og det er altså af hensyn til Lars Hedegaards sikkerhed, at Jihad Taha nu bliver afvist.

Jihad Taha er født i Danmark af en palæstinensisk far og en egyptisk mor, og ved siden af sit studie i politologi på RUC er han aktiv i blandt andet Red Barnet Ungdom.

Den studerende ser derfor heller ingen logisk grund til, at han er blevet udelukket fra arrangementet på forhånd.

- Jeg blev faktisk ret sur, og også ked af det, da jeg modtog mailen. Denne gang blev det mere personligt for mig, siger han med henvisning til andre lignende oplevelser.

- Og så synes jeg, det er virkelig slemt, at det er en debat om ytringsfrihed, jeg bliver udelukket fra. Jeg er uenig i Lars Hedegaards synspunkter, men jeg mener, at han har ret til at have dem. Dialog er vejen frem, fortsætter han.

Torben Mark Pedersen afviser at svare på, hvad der ligger til grund for, at Trykkefrihedsselskabet ikke har fundet det sikkert at lukke Jihad Taha ind til mødet torsdag.

I en mail til metroXpress skriver han: "Jeg kan ikke udtale mig om den konkrete personsag".

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere