Kina mistænkes for at hacke Washington Post

Tre af USA's store aviser beskylder Kina for at stå bag alvorlige hackerangreb på deres netværk

Først var det New York Times og Wall Street Journal, og nu melder avisen Washington Post sig også som et offer for hackere - formentlig kinesere.

Washington Post skriver lørdag, at hacker-angrebet blev opdaget i 2011 og blokeret.

Men selve angrebet på avisens netværk blev sat ind i al ubemærkethed i 2008 og 2009, oplyser personer med kendskab til angrebet.

Det er lykkedes at stjæle såkaldte administrator-passwords, og det har givet hackerne adgang til alle avisens netværkssystemer.

Det er uklart, hvor meget det er lykkedes de formodede kinesiske hackere at tilrane sig af oplysninger.

Hverken den kinesiske ambassade i USA eller den kinesiske regering i Beijing har ønsket at kommentere Washington Posts afsløring.

New York Times og Wall Street Journal har beskyldt kinesiske hackere for at være trængt ind i deres elektroniske netværk.

De vil ikke udelukke, at angrebet er udført med den kinesiske regerings velsignelse.

Den amerikanske regering vil næppe forhold sig passivt til de seneste afsløringer. Der er tale om hacker-angreb på tre af USA's største aviser.

Ifølge New York Times blev hackerangrebet indledt, efter avisen sidste år skrev om og dokumenterede de milliardformuer, som daværende premierminister Wen Jiabao og hans familie råder over.

Der gættes på, at hackerne kan have haft interesse i at vide, hvem der var kilde til oplysningerne om Wen-familiens rigdomme.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere