Telias bestyrelse går af efter skandale

Bestyrelsen og den øverste direktør for den svenske telegigant Telia er gået af efter en bestikkelsessag

Efter en af de værste skandaler i svensk erhvervsliv i årevis, er bestyrelsen for den svenske telefongigant Telia blev smidt på porten og den øverste direktør, Lars Nyberg, trådt tilbage.

Mistanker om korruption, bestikkelse og alvorlige overtrædelse af forretningsetiske regler er årsagen til den dramatiske udvikling fredag, og som har fået svenske medier til at skrive, at Telia i øjeblikket er "herreløs".

Mistanker om bestikkelse kommer frem i en analyse, som advokatfirmaet Mannheimer Swartlings har foretaget af Telias arbejde med at komme ind på telemarkedet i den centralasiatiske stat Usbekistan.

Svenske medier har i uger skrevet om, at Telia har betalt snesevis af millioner af kroner til embedsmænd og til datteren af Usbekistans totalitære, præsident Islam Karimov, som bestikkelse for at få kontrakter.

Datteren, der hedder Gulnara Karimova, skal have modtaget millioner som mellemhandler, for at Telia kunne komme ind på det usbekiske marked i 2007.

Efter anklagerne kom frem fredag meddelte Telias to største aktieejere, den finske stat og den svenske stat, at der skal renses ud, og at bestyrelsen skal fjernes.

Kort efter trådte den hårdt kritiserede direktør Lars Nyberg tilbage.

Ledere af advokatrapporten, Björn Riese, siger, at det ikke er muligt at konstatere, om der er begået kriminelle handlinger. På den anden side kan det ikke udelukkes.

- Et står dog klart. Telia har overtrådt sine egne etiske regler. Bestyrelsen og direktøren har ikke reageret på en række besynderlige forhold i hele sagen, siger Björn Riese.

Avisen Svenska Dagbladet skriver i en kommentar, at Telia, med en børsværdi på 200 milliarder kroner, er "herreløs", og at aktieejere står over for et mareridt indtil en ny bestyrelse og direktør er udpeget.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere