Minister ikke pjattet med tog-liberalisering

Danske jernbaner skal ikke liberaliseres for liberaliseringens skyld, siger transportminister efter EU-forslag

EU lægger i et nyt forslag op til at private togoperatører kan komme til at brede sig til store dele af Danmark.

Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) er skeptisk over for forslaget, som ifølge ham kan få konsekvenser for passagerne.

- Jeg er lidt nervøs for, om det bliver liberalisering for liberaliseringens skyld. Det skal man ikke gå efter, siger ministeren.

- Vi skal udlicitere med udgangspunkt i, hvad der er fornuftigt for passagererne og for statskassen, siger ministeren.

I 2019 skal skinnenettet åbnes for private
Forslaget fra kommissionen går på, at medlemslandene fra 2019 bliver tvunget til at åbne for private aktører på skinnenettet.

Enten ved at lade de kommercielle operatører konkurrere direkte med de statslige togselskaber, eller ved at lade dem byde ind på de offentlige jernbanetjenester.

Henrik Dam Kristensen forudser, at private operatører muligvis kun vil byde ind på de mest rentable strækninger, og han påpeger, at togdrift ikke er et almindeligt frit marked.

- Vi skal passe på med at udlicitere alle de gode strækninger, mens staten skal finansiere alle de urentable strækninger, siger ministeren.

DSB og Arriva melder klar
Frem for liberalisering for liberaliseringens skyld bør der i stedet fokuseres på, hvad der er bedst for passagererne.

- Vi skal have en konkurrence og en åbenhed, som tager afsæt i, hvordan vi får den bedste togdrift, siger Henrik Dam Kristensen.

DSB har meldt sig klar til at konkurrere, mens selskabet Arriva er klar til at overtage flere strækninger i Danmark, hvis forslaget bliver en realitet.

I denne måned er det 10 år siden, at Danmark udliciterede en række jernbanestrækninger i Midt- og Vestjylland til Arriva.

0 kommentarer
Vis kommentarer